Farao varsler lockout af 100.000 egyptiske pyramideslaver 4.89/5 (9)

Farao Keops er klar til at lockoute 100.000 pyramideslaver i Giza. Det sker som modtræk til slavernes varslede faglige aktioner og deres protest mod indførelse af betalt linsepause. Ifølge eksperter er den egyptiske slavearbejdsmarkedsmodel truet.

En storkonflikt truer med at sætte byggeriet af Farao Keops’ prestigepyramide i Giza i stå. Parterne står meget langt fra hinanden, og samtlige forhandlinger er hidtil endt uden resultat. Det kan betyde enden på den egyptiske model.

Det er Farao Keops indførelse af betalt linsepause, der står i vejen og har fået forhandlingerne om en ny overenskomst til at gå i hårdknude.

Pyramideslavernes chefforhandler Suthmoses Naposennep fra Nilslavernes Forbund er rystet over Faraos’ tanker om betalt linsepause.

– Vi er slaver. Vi finder os ikke i betalt spisepause. Det er en hån mod vores faglige stolthed og de rettigheder, vi har vundet gennem århundreders arbejdskamp. Vi finder os i gratis linser til frokost, men Faraos seneste påhit, at vi skal betales for at spise, går for vidt, og det vil vi ikke være med til, siger Suthmoses Naposennep.

Nilslavernes Forbund har derfor varslet faglige aktioner.

– Vi kunne aldrig drømme om at strejke, da det er imod vores værdier og vores natur, men vi vil gennemføre faglige aktioner, lyder det fra Suthmoses Naposennep.

Aktionen går ud på at besætte pyramidebyggepladsen og arbejde i protest, indtil Farao bøjer sig for slavernes krav.

Slavernes aktion vil i første omgang gælde de 100.000 slaver, som opfører Farao Keops’ pyramide. Nilslavernes Forbund vil dog ikke afvise,  at aktionen udvides til at omfatte havneslaverne i Alexandria samt Nilens kanal- og pramslaver.

Sender slaver hjem for at dandere den

Truslen om en faglig aktion preller af på Faraos chefforhandler Prins Amenhotep. Han er godt træt af slavernes konstante afvisning af mindre pisk, egentlig løn, større sikkerhed på slavearbejdspladserne og nu også betalt linsepause.

Vi sender dem simpelthen hjem. Så kan de gå og dandere den i nogle uger, mens de nyder livet, hygger sig med familien, spiller kalaha med børnene og indser velsignelsen ved en sund work-life balance og betalt linsepause

–  Som slavearbejdsgiver er det Faraos ansvar at sikre ordentlig løn og rimelige forhold for alle slaver. Vi kan ikke leve med, at slaver dør og invalideres af ulykker eller bryder sammen under alt for stort arbejdspres. Men hver gang Farao vil lempe forholdene og gøre slavernes vilkår bedre, afviser de det kategorisk, siger Prins Amenhotep.

Derfor skrider Farao Keops til det ultimative skridt at lockoute pyramideslaverne i Giza, forklarer faraos chefforhandler.

– Vi sender dem simpelthen hjem. Så kan de gå og dandere den i nogle uger, mens de nyder livet, hygger sig med familien, spiller kalaha med børnene og indser velsignelsen ved en sund work-life balance og betalt linsepause, siger Prins Amenhotep.

Han understreger, at Farao vil gå meget langt og endda skride til et egentligt indgreb, hvis ikke han og Nilslavernes Forbund finder en løsning.

Den egyptisk model er truet

Faraos varslede lockout og truslen om et indgreb chokerer eksperterne, som finder den slags meget uegyptisk.

Alle erfaringer viser, at der kan gå måneder førend parterne finder et forlig. Det forklarer Thot Atamonep, som er slavearbejdsmarkedsforsker ved universitet i Alexandria.

Et kompromis kunne ifølge slavearbejdsmarkedsforskeren indebære, at Farao i stedet for betalt linsepause uddeler en dadel eller to til dessert mod at slaverne arbejder 12 minutter længere.

– Vi så det under den seneste storkonflikt, der endte med, at Farao Ramses bøjede sig for slavearbejderbevægelsens krav og udviste samtlige jødiske slaver, fordi de ikke ville bryde akkorden, siger Thot Atamonep.

Han indrømmer, at Faraos krav om betalt linsepause er ret vidtgående, og at et indgreb er en trussel mod den egyptiske slavearbejdsmarkedsmodel, hvor slavernes ret til at knokle respekteres. Den slags reformer, som Farao arbejder på, er det egyptiske slavearbejdsmarked slet ikke gearet til endnu.

En daddel for 12 minutter mere

Thot Atamoneps råd lyder derfor, at partene skal besinde sig , være tålmodige og fortsætte forhandlingerne, indtil de kan nedfælge et kompromispapyrus.

Et kompromis kunne ifølge slavearbejdsmarkedsforskeren indebære, at Farao i stedet for betalt linsepause uddeler en daddel eller to til dessert mod at slaverne arbejder 12 minutter længere.

En løsning er dog ikke lige på trapperne. Nilslavernes Forbund raser over Faraos trussel om lockout, og om mindre end en uge aktionerer de. Det kan ende med at blive mere end en langvarig konflikt. Den kan også betyde dødsstødet til den egyptiske model, som har eksisteret i al den tid, Guden Ra har kastet sit lys over Nilens land.

Foto: Pxhere.com

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Farao varsler lockout af 100.000 egyptiske pyramideslaver"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*