Kongens ønske om at indføre obligatorisk brug af kugleramme får en hård medfart af den kendte skoleholder Per Degn. Kongens embedsmænd er derimod begejstrede for den nye teknologi og dens muligheder for nye læringsmål.
Velunderettede kilder ved hoffet har ladet forstå, at børn i landets rytterskoler nu vil blive pålagt at medbringe personlige kuglerammer.
Den påtænkte regel vil naturligvis kun gælde de børn, hvis forældre betaler ekstra for, at de ud over læsning og katekismus, også lærer at skrive og regne. Alligevel er meningerne meget delte.
Ganske få lærere støtter tanken. De mener, at det vil give en bedre undervisning og ganske enkelt forbedre bondebørnenes evne til at regne. En evne, som i følge tilhængerne, vil være værdifuld, når de som voksne skal handle på de årlige markeder.
I min skole har ungerne altid kunnet klare sig med at tælle ved hjælp af småpinde eller ved at tage fingrene til hjælp. Det har aldrig nogensinde været et problem
Når skatter og afgifter, landgilde med mere skal regnes ud, vil kuglerammebrug også være en fordel, mener tilhængerne. Det vil give færre tvister på tinge, når man selv kan se, at alt er regnet retfærdigt ud.
Farligt for koncentrationen
Den kendte skoleholder Per Degn er derimod én af de undervisere, som har svært ved at se nytten.
– I min skole har ungerne altid kunnet klare sig med at tælle ved hjælp af småpinde eller ved at tage fingrene til hjælp. Det har aldrig nogensinde været et problem, vrisser han.
Den erfarne landsbydegn ser ligefrem en fare for børnenes koncentration, hvis de skal medbringe ny teknologi i skolen.
-Man skal huske, at kuglerammer er meget tiltrækkende for børn. Kuglerne har forskellige farver, de kan skubbes frem og tilbage eller snurres rundt. Alt sammen ting, som distraherer. Jeg kan se for mig, hvordan børnene, også i de andre timer, vil sidde og fingere med kuglerammerne i stedet for at lære katekismen og salmeversene udenad, siger Per Degn.
Det er et skridt på en vej, som skal gøre det muligt for eleverne i højere grad at tage ansvar for deres egen læring. Hvis alle benytter de samme teknologier og hjælpemidler, bliver det også lettere at opstille konkrete, ensartede mål og måle på dem
Per Degn er naturligvis klar over, at han har midler til at skærpe børnenes opmærksomhed:
– Jeg kan selvfølgelig inddrage kuglerammerne, når de ikke bruges, eller jeg kan bruge riset, men så slides det mere, og så har jeg en ny, ekstra omkostning ved hele tiden at skulle anskaffe nyt” udtaler den bekymrede pædagog.
Måling er vigtigt
Overskriver Sophus Lydichsen fra Nyttiggørelses-Collegiets 3. kopistkontor meddeler, at han meget gerne ser tiltaget realiseret.
Han forklarer, at kuglerammer skal ses i et bredere perspektiv.
– Det er et skridt på en vej, som skal gøre det muligt for eleverne i højere grad at tage ansvar for deres egen læring. Hvis alle benytter de samme teknologier og hjælpemidler, bliver det også lettere at opstille konkrete, ensartede mål og måle på dem, siger Sophus Lydichsen.
Han understreger, at man vil få en mere effektiv udnyttelse af timerne, og man gør de unge mennesker vant til, at der hele tiden skal tælles og måles på deres aktiviteter, hvis de skal have nogen værdi.
Det er ikke lykkedes at få en udtalelse fra Kongen om, hvorvidt det påtænkte kuglerammepåbud vil blive en realitet.
Be the first to comment on "Kendt skoleholder siger nej til kuglerammer i rytterskolerne"