Gode tilbud og tienderabatter frister i Sorø Klosters nye Kærre-kør-igennem trælast, som åbner på de 40 ridderes dag.
– Træ fra Sorø Kloster er kvalitet, som ikke koster.
Med disse ord byder Broder Josef velkommen i Sorø Klosters nye trælast, som åbner på de 40 ridderes dag.
Og som et helt nyt koncept kan kunderne nu køre deres oksekærre gennem trælasten, alt imens kvikke lægbrødre fylder ladet op med de ønskede varer.
– Kærre-kør-igennem konceptet bliver stort i fremtiden, spår en smilende Broder Josef.
Servicen er ny, men varerne er de samme gode kvalitetsvarer, som Sorø Kloster er så berømt for.
Klostrets trælast leverer kvalitetstræ i alle længder til kirke og klostre og til enhver borger, bryde og bonde, som kan betale. Kunderne kan blandt andet vælge eg, ask og fyr i fire kvaliteter: Friars Pride, Bishops Choice, Popes Exclusive og Spiritus Sanctus. Ja, internationalt skal det være i Sorø Klosters Trælast, som også leverer vest for Storebælt.
Hvis korset på Golgata var tømret af træ fra Sorø Kolster, så havde vor Frelser såmænd hængt der endnu. Det er kors du ikke vil ned fra
Broder Josef fremhæver egetræets særlige hårdhed, som er ypperlig til kirkedøre. Han garanterer, at skulle nogen forsøge at hamre teser fast på kirkedøren, så bøjer sømmet, før træet bider. Sorø Kloster forhandler netop nu med kirken i Wittenberg om træ til en ny kirkedør, men tysken er som bekendt påholdende.
Kors du ikke vil ned fra
Sorø Klosters absolutte speciale er krucifikstræ af allerhøjeste kvalitet. Sorø er som eneste danske kloster blevet glorie-certificeret af Vatikanet.
– Du får ikke bedre krucifikstræ. Det er simpelthen så godt, at Mester Notke i Lübeck nu klager over, at han ikke kan få det rette lidende blik i Jesu øjne, når han skærer i træ fra Sorø Kloster. Men som vi siger her i tømmerladen: Hvis korset på Golgata var tømret af træ fra Sorø Kolster, så havde vor Frelser såmænd hængt der endnu. Det er kors du ikke vil ned fra, fortæller Broder Josef.
Sorø Klosters ry er også nået helt til Italien, hvor Mester Leonardo i Milano har bestilt poppel til at male på.
– Leonardo har fået til opgave at male en lokal købmands hustru, men mokken er konstant muggen. Nu håber han, at hvis han maler på det rette træ, så får det madammen til at smile, siger en selvsikker Broder Josef.
Han anbefaler kunderne at komme tidligt på de 40 ridderes dag og benytte sig af de mange gode tilbud.
– Der er tienderabat på alle varer og to alen ud af samme stykke på alle længder. Vi har korsfarerslagtilbud på brøndtræ og bødkerstave, og alle kunder får en gratis havenonne eller havemunk ved køb for mere end fire mark sølv. Alle kan deltage i det store ikke købsbetingede afladslotteri, slutter Broder Josef, mens han med et grin indrømmer, at han lider af én last, nemlig trælast.
Sorø Kloster udvider næste år med en afdeling for alt til klosterhaven og en afdeling, der udlejer geder til pleje af græsplænen.
Tegning: Mester Ictum.
Be the first to comment on "Sorø Kloster åbner sin første oksekærre-kør-igennem trælast"