Til herregårdsuge i Schaghen 4.63/5 (16)

Den tredje uge af Ormemåned er herregårdsuge i det lille fiskerleje Schaghen på spidsen af Jylland. Slut med terperiet på Sorø Akademi og Herlufsholm, slut med det friserede selskabsliv i København, nu skal landets velstående herregårdsungdom feste igennem. Satyren har taget sommertemperaturen i det populære fiskerleje.

Da vi ankommer med dagvognen, bemærker vi straks, at store dele af Schaghen er lavet om til ét eneste stort forlystelsessted. Der er næsten ikke et hus, som ikke har servering ude på gaden, hvor unge i dyrt og spraglet tøj har slået sig ned.

Der spilles høj musik på violin og fløjte, og duften af stegt kød hænger som en fedtet sky over byen. Ingen behøver at gå sulten eller tørstig i seng, hvis pengepungen har den rette størrelse.

Fransk vin i Ålefarmen

I restaurant Ålefarmen har en gruppe unge mænd og kvinder slået sig ned ved borde, som er stillet op i en lille gård. Der er god afsætning på de dyre vine fra Champagne-distriktet i Frankrig, selvom prisen let løber op i flere hundrede rigsdaler.

Den unge kvinde med det mørke hår hedder Maren Grubbe, men foretrækker at kalde sig Marie. Det er lidt mere fransk og smart, lige dét, de unge gerne vil være

Mange af de unge drikker det ikke en gang, men kaster den eksklusive hvidvin efter hinanden eller morer sig med at hælde den i håret på pigerne.

– Det er jo bare ALLE, som er her, siger en ung kvinde i rød kjole og puster mørke, fugtige lokker fra panden, mens hun rækker ud efter endnu et glas af den bekostelige, franske vin.

– Jeg er her alene, for der skal altså ske noget. Min mand er på rejse i Norge, men derfor gider jeg da ikke sidde og hænge. Det her er det fedeste sted og den mest hippe vin. Det eneste, der kunne gøre den mere nice er, hvis man kunne få den til at skumme og boble, fniser hun.

De sygeste tager til Schaghen

Den unge kvinde med det mørke hår hedder Maren Grubbe, men foretrækker at kalde sig Marie. Det er lidt mere fransk og smart, lige dét, de unge gerne vil være. Marie er én af de cirka 150 feriegæster, som hvert år nærmest hærger Schaghen, men også lægger en pæn bunke rigsdalere i byen.

– Det er de sygeste som er med. Altså, Claus Daa og dem, de er sgu´ ikke kedelige. Birgitte Skeel er mega sej, hun er ikke bange for noget som helst. Merete Urne er her også, hun er på min alder, så hun er skidesjov at være sammen med! Hun er værre end en trold og finder på de ondeste jokes. Sidste år fik hun fyrene til at slippe en masse heste løs på vejen, og så lå vi og skød med ærtebøsser efter folk, når de prøvede at fange deres dyr ind. Det var grineren.

Der er også nogen, som siger, at Kaj Lykke måske kommer. Altså dén Kaj Lykke! Han godt nok en fuckboi og lidt halvgammel, men simpelthen bare så helt vildt lækker

Marie tror ikke, at festlighederne er noget, som lokalbefolkningen tager anstød af. Hun skvulper sin vin rundt i munden og forklarer, at det jo bare er fiskere og bønder, og at de er kedelige, hvis de ikke sætter pris på lidt adspredelse. Hun pointerer, at deltagerne i den vilde herregårdsuge ikke er hvem som helst:

– Der er også nogen, som siger, at Kaj Lykke måske kommer. Altså dén Kaj Lykke! Han godt nok en fuckboi og lidt halvgammel, men simpelthen bare så helt vildt lækker. Og han kan de svedigste historier fra hoffet. Vidste du, at dronningen er kæreste med alle sine lakejer? Det er sådan noget, man får at vide her.

Lokal bekymring over for meget ballade

Men det er ikke alle, der ser på de mange, unge og velhavende gæster med glæde. En talsmand for lokalsamfundet, fisker Jens Antonsen, synes ikke, at de tilfører noget positivt.

Antonsen mener, at de tilrejsende opfører sig, så man skulle tro, at det var nytår hele ugen

Efter hans mening er der alt for meget drikkeri og ballade. De unge stjæler fiskernes garn og slæber dem rundt på gaden, og han refererer en episode, hvor nogen havde fået deres lakajer til at slæbe en mødding hen foran en gammel kones dør, så hun måtte kravle ud af vinduet.

Antonsen mener, at de tilrejsende opfører sig, så man skulle tro, at det var nytår hele ugen. Han forklarer også, at byen nu ellers godt kunne trænge til lidt medvind. Det er dårlige tider for fiskeriet, og sandflugten skaber store problemer for landbruget.

Det får Satyrens udsendte til at stille spørgsmålet om, hvorvidt turisme ikke kunne være en del af løsningen for den lille by. Men dét mener Jens Antonsen ikke:

– Næj, udtaler han, og begrunder efter en længere overvejelse sit synspunkt yderligere: De´ tøws a ét.

Og med den besked afslutter Satyren sit besøg i det muntre Jylland.

Tegning: Mester Ictum.