Sir Robert Molesworth, forhenværende britisk gesandt og manden bag det værste danske skudsmål nogensinde, bliver Fox News’ nye korrespondent i Danmark.
Sir Robert Molesworth, manden der gav Danmark historiens største sviner, bliver Fox News’ nye korrespondent i Danmark. Det meddelte den amerikanske tv-station i sin middagsudsendelse i dag. Han skal bidrage til en mere sandhedsforædlet fremstilling af Danmark i det amerikanske nyhedsmedie.
Fox News’ erhvervskanal, Fox Business, havnede tidligere på ugen i en veritabel dansk shitstorm, da news anchor Trish Regan gik i selvsving over det høje danske skattetryk og de gratis uddannelser.
Det fjerner danskernes initiativ, og det eneste nyuddannede gider er at åbne cup cake butikker, harcelerede hun. Derefter sammenlignede hun Danmark med Venezuela og slog fast med amerikanske syvtommersøm, at socialisme ikke virker.
Molesworth forsikrer, at han som uafhængig korrespondent har fået frie rammer til at konstruere fakta uden indblanding
Det udløste et veritabelt dansk raseri, hvis alvor understreges af, at selv CEPOS tager afstand fra Fox Business. Og det vælger Fox News at tage alvorligt.
– Vi beklager, at vi har konstrueret et for åbenlyst unuanceret billede af Danmark. Det råder vi nu bod på ved at ansætte Sir Robert Molesworth som vores korrespondent i Danmark. Han er en stor kender af danske forhold og samtidig en sandhedskonstruktør, der fremstår mere troværdig som formidler af de nyheder vi opfinder om Danmark, siger en talsmand for Fox News.
Rendyrket kommunisme
Sir Robert Molesworth fungerede som britisk ambassadør fra 1689 – 1692, og efter sin hjemkomst udgav han en redegørelse, hvor han tegner et lidet flatterende billede af Danmark.
Molesworth forsikrer, at han som uafhængig korrespondent har fået frie rammer til at konsturere fakta uden indblanding, og han ser frem til at bekræfte det billede, som Fox News tegner af Danmark.
– Selv om det efterhånden er nogle år siden, jeg var her sidst, så kan jeg se, at lighedsmageri stadig har taget overhånd. Jeg vil bemærke, at jeg aldrig har kendt mage til land, hvor folkets sindelag i den grad er af ensartet kaliber og højde. Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens. Hver især holder sig på middelmådighedens slagne vej, siger Sir Robert Molesworth og tilføjer:
– Jeg er overbevist om, at ethvert initiativ kvæles fuldstændigt af en alt for tvingende nødvendighed. Man møder da heller ikke hverken selvstændige opfindelser eller tålelige efterligninger af andres.
Hvis en bonde ved flid og fremdrift stræber efter lidt højere levefod og derfor udbedrer og forskønner sin gård, er han næsten sikker på at blive flyttet til en forfalden ejendom, mens en anden flytter ind i hans
Molesworth bekræfter også det voldsomme skattetryk i Danmark, hvor de stakkels bønder efter grænseløst slid for at skatte til kongen må betale ethvert overskud til herremanden, der er næsten lige så fattig.
Også den private ejendomsret knægtes, forklarer Sir Robert Molesworth
– Hvis en bonde ved flid og fremdrift stræber efter lidt højere levefod og derfor udbedrer og forskønner sin gård, er han næsten sikker på at blive flyttet til en forfalden ejendom, mens en anden flytter ind i hans, således at herremanden kan få større udbytte, siger han.
Sundhedsvæsen fungerer ikke
Det højt besungne hospitalsvæsen og sundhedssystem kan Sir Robert heller ikke genkende, og han oplever, at folk styrter om i gaderne og overlades til sig selv. Han forklarer, at apopleksi og den faldende syge er mest udbredt.
– Man kan næppe færdes i København uden at møde en eller to stakkels fyre, der vælter sig i et anfald med fråde om munden mellem tilskuere og hjælpsomme folk, uddyber han.
Sir Robert Molesworth, der forventes at ankomme til København med postdiligencen fra Altona en af de nærmeste dage, danner allerede forbillede for andre medier. Satyren erfarer, at Al Jazeera har hyret den arabiske skandinavienkender Ahmad Ibn Fadlan som reporter.
Foto: Johnny Silvercloud, Flickr.
Be the first to comment on "Sir Robert Molesworth bliver ny Fox News korrespondent i Danmark"