Voldsomme protester mod affredning af Vikingeskibsmuseet i Roskilde får Kulturministeren til at skifte mening og endegyldigt frede bygningen. I stedet flytter hun vikingeskibene til Roskilde Domkirke.
Vikingeskibsmuseet og Roskilde Domkirke fusionerer. Det betyder, at vikingeskibene i 2021 flyttes fra det stormflodstruede museum til en mere tryg beliggenhed i domkirken.
Fusionen skyldes de mange protester mod affredningen af Vikingeskibshallen, som arkitektureksperter kalder for Danmarks vigtigste eksponent for brutalismen.
Dermed omgør ministeren sin kun få uger gamle beslutning om at affrede Vikingeskibsmuseet.
Vi har i forvejen rigeligt med gotiske murstenskirker. Det arkitektoniske tab i at gøre Roskilde Domkirke til museum for vikingeskibe er derfor til at leve med, siger Mogens I. Ouermorgen
I en pressemeddelelse meddeler Kultur- og Kirkeminister Mette Bock, at hun efter drøje forhandlinger har landet et kompromis, som alle parter er glade og tilfredse med.
– Jeg har valgt at lytte til kritikken og er gået i en konstruktiv dialog med de implicerede parter. Jeg har fundet et godt kompromis, som bevarer et enestående værk i nyere dansk arkitekturhistorie, samtidig med at vikingeskibene, som er unik verdensarv, sikres, siger Mette Bock.
Hun tilføjer, at det har lettet processen betydeligt, at hun er minister for både kirke og kultur, hvilket har gjort beslutningen nem og sagsbehandlingen væsentlig mere smidig.
Henrykt borgmester
En af affredningens største kritikere er professor ved Arkitektskolen Aarhus og medlem af Det Særegne Bygningssyn Mogens I. Ouermorgen. Han er er glad for ministerens beslutning.
– Det er glædeligt, at affredningen ophæves, og bygningen er reddet, så vi bevarer Erik Christian Sørensens enestående hus, som er et arkitektonisk hovedværk i Danmark. Vi har i forvejen rigeligt med gotiske murstenskirker. Det arkitektoniske tab i at gøre Roskilde Domkirke til museum for vikingeskibe er derfor til at leve med, siger Mogens I. Ouermorgen.
Også Enjoy Mogensen, som er Vikingeskibmuseets bestyrelsesformand og borgmester i Roskilde, er tilfreds med, at der endelig kommer varig ro om vikingeskibene og museumsbygningen.
– Som bestyrelsesformand havde jeg da helst set, at skibene kunne få et helt nyt museum samme sted, men når nu protesterne er så markante, kan jeg godt acceptere, at de udstilles i Roskilde Domkirke, siger Enjoy Mogensen.
Vores gravere har certifikat til gaffeltruck, så vi regner med at kunne finde sarkofagerne frem inden for kort tid, hvis nogen vil se dem
Hun tilføjer, at hun som borgmester er kisteglad for fusionen. Den betyder, at de besøgende får mere tid i Roskilde, når de kun skal besøge et sted. Det kan helt sikkert mærkes på butikkernes omsætning, at turisterne får mere tid til shopping, mener Enjoy Mogensen.
Vikingeskibe i kirkeskibet
Biskop for Roskilde Stift Peter Fischer-Møller hilser vikingeskibene velkommen. Han forklarer, at de skal udstilles i Roskilde Domkirkes skib.
– Vi rydder rummet for kirkebænke, de bruges jo alligevel aldrig, så der er rigeligt plads til både de fem vikingeskibe og kirkegængere, der fremover må benytte klapstole, forklarer Peter Fischer-Møller.
Biskoppen understreger, at det i første omgang ikke vil berøre de kongelige begravelser i kirken, men at de på længere sigt nok flyttes for at gøre plads til Vikingeskibsmuseets børneaktiviteter og etablering af værksteder til museets bådebyggere.
Men han garanterer, at der stadig er så godt som fri udsigt til kongernes og dronningernes gravsteder og sarkofager.
– Der bliver lidt mere trangt, men det løser vi. Vores gravere har certifikat til gaffeltruck, så vi regner med at kunne finde sarkofagerne frem inden for kort tid, hvis nogen vil se dem, siger Peter Fischer-Møller, som lige skal cleare den ordning med UNESCO.
Hvad Vikingeskibsmuseets tomme bygning fremover skal bruges til, har Mette Bock ingen mening om, men hun meddeler Satyren, at det vil være naturligt at indrette den som vandsportscenter.
Foto: Wikipedia.
Be the first to comment on "Kulturminister opgiver affredning af vikingeskibsmuseet og flytter skibene til Domkirken"