Den verdenskendte amerikanske arkæolog Henry Walton Jones, Jr. er tæt på et gennembrud i afkodning af det mystiske Voynichmanuskript.
I mere end fem århundreder har det gådefulde Voynichmanuskript fascineret både lærde og fantaster, og det har givet kryptografer grå hår i hovedet.
Men hvad står der på de tætskrevne sider? Ingen ved det. Ingen har knækket koden. Men måske får vi det snart at vide.
Gåden om manuskriptet, der er skrevet i et ukendt sprog, som ingen endnu har været i stand til at tyde, er kommet et lille skridt nærmere en løsning.
Det er nemlig lykkedes for den verdensberømte amerikanske arkæolog Dr. Henry Walton Jones, Jr. at foretage en translitteration af manuskriptets ukendte bogstaver til en tekst, der minder om latin.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit, sed diam nonummy nibh euismod tincidunt ut laoreet dolore magna aliquam erat volutpat
Om sin opdagelse forklarer Henry Walton Jones, Jr., at det har krævet adskillige farlige ekspeditioner og et stort analysearbejde at fuldbyrde det møjsommelige arbejde.
Ligner mumletekst
Gennembruddet kom da Henry Walton Jones, Jr. serieforbandt 144 tyske enigma-kodemaskiner. De kom i hans besiddelse under en ekspedition i Mellemøsten, som skabte en del diplomatiske forviklinger mellem USA og Det Tredje Rige.
– Ved først at transskribere Voynischmanuskriptet til maya-hieroglyffer og derfra til sanskrit og derefter til kileskrift over linear A og linear B og videre til ægyptisk og oldgræsk endte jeg med en latinlignende tekst. Den virker genkendelig. Jeg har set det før, men hvor husker jeg ikke, siger Dr. Jones.
I håbet om, at læserne kan hjælpe, afslører han med eneret for Satyren Voynichmanuskriptets første linjer.
De lyder: ”Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit, sed diam nonummy nibh euismod tincidunt ut laoreet dolore magna aliquam erat volutpat. Ut wisi enim ad minim veniam, quis nostrud exerci tation ullamcorper suscipit lobortis nisl ut aliquip ex ea commodo consequat”.
Henry Walton Jones, Jr. tilføjer, at han endnu ikke har nogen teori om, hvad teksten betyder. Han forventer, at der resterer et stort oversættelsesarbejde, inden gåden er fuldkomment løst.
Frygter nazisters skumle planer
Selv om manuskriptet i latiniseret form ikke giver umiddelbar mening, så underbygger opdagelsen, ifølge Dr. Jones, manuskriptets ægthed.
Om jeg har planer om at finde Pagtens Ark på baggrund af Voynichmanuskriptet. Det holder jeg for mig selv. Finder jeg den vil jeg sige, at den slags ting hører hjemme på et museum
Adskillige anerkendte forskere har gennem tiden betvivlet dets autenticitet og ment, at det er skrevet af en spøgefugl i engang 1500-tallet.
– Selv om det umiddelbart ligner vrøvl og en eller anden form for mystisk mumletekst, så tvivler jeg på, at det er et falsum, og jeg er overbevist om, at der ligger vigtige budskaber gemt, siger Henry Walton Jones, Jr.
Han ønsker dog ikke at udtale sig om, hvorvidt Voynichmanuskriptet afslører, hvor Pagtens Ark og De Vises Sten gemmer sig; ej heller om det afslører vejen til El Dorado, Noas Ark og Edens Have.
Han frygter skumle kræfters spil og nazisternes hævn.
– Om jeg har planer om at finde Pagtens Ark på baggrund af Voynichmanuskriptet? Det holder jeg for mig selv. Finder jeg den vil jeg sige, at den slags ting hører hjemme på et museum. Den må aldrig falde i nazisternes hænder slutter Henry Walton Jones, Jr.
Satyrens læsere kan kontakte Henry Walton Jones, Jr. på Marshall College, hvor han forsker og for tiden underviser i whiplash archaeology.
Foto: Wikimedia Commons
Be the first to comment on "Verdensberømt arkæolog løser gåden om Voynichmanuskriptet"