Det er ved at være tid til, at kartoflerne skal høstes. Den sære, fremmedartede plante kan også komme på middagsbordet. Satyren tester den udenlandske vækst.
Hans Pedersen i Vanekær sogn er én af de mange kartoffel-skeptikere. Han har dyrket den besynderlige plante i nogle år, men naturligvis kun som svinefoder:
– Disse her poteter, jordæbler, eller hvad man nu kalder dem, er fine til at fodre svinene med. De er ret lette at dyrke og giver egentlig et godt udbytte. Men at sætte dem på madbordet, det er lidt for mærkværdigt. Måske når vi får én af sognets fattige på omgang, eller til nød for kvindfolkene. Men både jeg og karlene er voksne mænd, der har brug for ordentlig føde. Tyskerklumperne, dem kan de for min skyld godt beholde ude på heden, fnyser den mistroiske gårdmand.
End ikke hundeæde
Den klare skepsis til trods har Hans Pedersen og hans folk indvilget i at deltage i et eksperiment. Til aftensmåltidet vil der blive serveret kartofler.
Hans kone, Maren og den ældste datter Kirsten, er i gang med forsøget. Der er tændt op i ildstedet og en kraftig jerngryde med vand, der skal bringes i kog, hænger i kedelskrogen. Lugten af brændende træ og røg fylder køkkenet, og på det store køkkenbord af egetræ ligger en stak af de gråbrune, uregelmæssige knolde.
At kartoflerne skulle koges, kom som en stor overraskelse, og den første portion kogte ud og blev til mos
Tilberedningen har allerede voldt en del vanskeligheder, og den første portion endte i svinestien.
– Faktisk har de allerede forsøgt at spise kartofler inde hos Pæ Mortensen (naboen, red.) fortæller Maren, mens hun gnubber jord af den nye portion kartofler med sine kraftige, røde hænder, og fortsætter:
– Ane Pæ Mortensens (nabokonen, red.) havde ellers vasket dem noget så nydeligt og stillet dem på bordet. Men kanaljerne var meget hårdere end et æble. Så Gammel-Morten Pæ’sen (naboens far, red.) knak to af sine sidste tænder. Lille-Morten Pæ’sen (naboens søn, red.) kunne slet ikke få hul på den med sine små mælketænder. Så tog Unge-Ane Pæ’s (naboens datter, red.) en kniv, og skar nogle stykker af. Men det smagte rædsomt. Hunden ville da heller ikke æde dem.
De skal koges!
Maren er imidlertid gået mere systematisk til værks og har konsulteret præstens kokkepige. I præstegården har de nemlig længe spist kartofler, og kokkepigen har afsløret sin hemmelighed: kartoflerne skal koges, ligesom botfeldske roer.
At kartoflerne skulle koges, kom som en stor overraskelse, og den første portion kogte ud og blev til mos, inden nogen havde set sig om.
Det er nogenlunde lige så sandsynligt, at vi bliver kartoffelspisere, som at vi skulle give os til at æde orme og insekter
Den lokale præst er en foregangsmand på kartoffelområdet, og har gennem noget tid forsøgt at få sognebørnene med sig:
– Kartoflens pris er indtil videre faldet på klippegrund. Kun ganske få har forsøgt sig med denne nærende og billige spise. Men jeg tror, må Gud tilgive det, at det ville være lettere at få bønderne til at skifte religion end at æde kartofler, sukker pastoren.
Fest i svinestien
I Hans Pedersens gård er den nye portion kartofler kogt færdig. Husbond og karle sidder klar med deres knive, og kvinderne har stillet sig langs den anden langside. Stemningen er spændt, da Maren sætter kartoffelskålen på bordet med en betydningsfuld mine.
Alle ser afventende på Hans Pedersen, der langsomt rækker ind over bordet og spidder en mellemstor kartoffel på kniven. Karle og piger følger efter i tavshed, og snart bides der forsigtigt af kartoflerne bordet rundt. Et par bidder får de fleste ned, inden de giver op.
Hans Pedersen lægger både kniven og den kartoffel, han har bidt af.
– Det er ikke mad for mennesker, slår han fast og fortsætter:
– De er helt tørre, og komplet håbløse. Man kan jo ikke lægge et stykke kød på en kartoffel og lade den samle saften op, så må jeg bede om en stykke brød. Og skulle man endelig dyrke så mange, at også, mennesker kunne spise dem, ville det bare ende med, at vi må holde ungerne hjemme til kartoffelhøsten. Så skal der betales skolemulkt. Ikke tale om! Det er nogenlunde lige så sandsynligt, at vi bliver kartoffelspisere, som at vi skulle give os til at æde orme og insekter!
Maren samler kartoflerne, både de halvspiste og de hele. Der er lagt an til festmåltid i svinestien.
Tegning: Mester Ictum
Be the first to comment on "Kartofler duer ikke på spisebordet"