Niels Bugge jubler: Endelig fandt de min borg 4.73/5 (22)

Det var en glad og bevæget Niels Bugge, der modtog budskabet om, at hans borg endelig er fundet. Den har været væk siden julen 1351.

– Yes! Så fandt de langt om længe min borg, og nu kan jeg vende hjem til Hald igen, siger en tydelig bevæget og taknemmelig Niels Bugge til Hald.

Den gamle jorddrot taler med grødet stemme, og han har svært ved at finde ordene, da Satyren møder ham i hans eksil på Nyborg Slot for at overbringe nyheden om, at arkæologer fra Viborg Museum har fundet hans borg.

Han har selv i mere end 650 år ledt forgæves efter sin elskede fæstning, som forsvandt julenat 1351.

Forsvandt efter julegilde

Niels Bugge forklarer, at han ikke har set borgen siden et overrislet julegilde hos genboen Mogens Bjørneklo til Kvardt.

– Øllet flød. Der var sul og lutret vin i stride strømme. Jeg fik for meget indenbords, og da jeg ville hjem, fik Ridder Mogens hejst mig i sadlen, bundet mine fødder sammen og fæstnet mine arme rundt om krikkens hals, som vi plejer, fortæller Niels Bugge.

Svirrebrødrene klaskede derefter hesten i bagen, og den skridtede adstadigt hjemad med sin herre sovende i sadlen.

Der blev jo bygget så mange fæstninger dengang i de urolige år under Kong Valdemar, og den ene borg ligner jo til forveksling alle de andre

– Jeg husker ikke så forfærdelig meget, for det var en mørk og tåget vinternat; sort som en kulsviers fjæs. Jeg kunne ikke se en hånd for mig, men hesten stoppede og stod bomstille, så regnede jeg med at vi var nået hjem, siger Niels Bugge, som derefter var faldet i søvn i sadlen.

Da han vågnede kunne han i morgenlyset ikke få øje på sin borg.

– Den var væk, pist borte, med mure, mand og mus, og lade, lo og livegne. Ja selv voldgraven var forsvundet. Jeg siger jer, det var som forhekset. Søen var væk. Skoven, markerne og krattet var forandret, lyder det fra Niels Bugge, som afviser, at han var redet vild.

– Må jeg være fri. Den hest var pålideligheden selv og fandt altid vejen hjem til Hald, uanset hvor vi havde været henne, og hvor vissen jeg var. Husk på, at jeg kan ride mig frit gennem Jylland.

Den vibrerende armbrøststreng

Efter flere års forgæves søgen, indstillede Niels Bugge sit forsøg på at finde borgen.

– Jeg ledte og ledte. Der blev jo bygget så mange fæstninger dengang i de urolige år under Kong Valdemar, og den ene borg ligner jo til forveksling alle de andre, så jeg gav fortabt, men håbet om at se den igen, bevarede jeg.

Borgen var næsten ny, men der er jo gået en rum tid, så der er helt sikkert noget træværk, som siger ”Gori”

Han er ikke i tvivl. Borgen var sunket i jorden, opslugt af dybet. Og det er præcis der, arkæologerne har genfundet den; dybt i jorden under Bispeborgen i Hald.

For Niels Bugge falder brikkerne pludselig på plads.

–  En lumpen biskop har åbenbart set sit snit til at mane borgen i jorden, mens jeg drak jul hos Ridder Mogens, og da kysten var klar, byggede biskoppen sin egen borg ovenpå. Hvor nederdrægtigt, men nu har jeg fundet den vibrerende armbrøststreng, som beviser komplottet, siger han med vrede i stemmen.

Han flytter nu tilbage til sit elskede Hald, men lægger lige vejen forbi Silvan.

– Borgen var næsten ny, men der er jo gået en rum tid, så der er helt sikkert noget træværk, som siger ”Gori”, slutter Niels Bugge til Hald.

Foto: Andy Jarrige, Pixabay