Kulturminister: Besparelser skal på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv 4.92/5 (25)

Kulturminister Mette Bock (LA) arbejder aktivt for, at UNESCO optager museumsbesparelser på listen over immateriel kulturarv. De er definerende for dansk kulturpolitik og skal bevares som umistelig kulturarv.

Hygge, skattesnyd og svensker-bashing får skarp konkurrence af besparelser på museumsområdet i kampen om at blive anerkendt som umistelig immateriel kulturarv.

Det er kulturminister Mette Bock (LA), som vil søge om optagelse af statslige besparelser på kulturområdet på UNESCO’s særlige liste over ikke fysisk kulturarv.

Det handler ikke om at fastholde besparelser for besparelsernes skyld, men om at give museerne et nødvendigt kvalitetsløft, som får besparelser og kulturarv til at gå op i en højere og mere meningsfuld enhed

– Vi må værne om vores arv og bevare det, som er kulturbærende og definerende for os som et folk. Besparelser er så indgroet i kulturpolitikken, at det er blevet til et nationalt særpræg, som er med til at definere en særlig danskhed hos folketingets politikere, siger Mette Bock.

Hensynet til kulturarven

Ministeren understreger, at det alene er hensynet til besparelsernes værdi som kulturarv, der driver hende.

–  Det handler ikke om at fastholde besparelser for besparelsernes skyld, men om at give museerne et nødvendigt kvalitetsløft, som får besparelser og kulturarv til at gå op i en højere og mere meningsfuld enhed, siger Mette Bock.

Hun erkender, at det er et heldigt sammentræf, at optagelse på UNESCO-listen vil fastfryse regeringens omprioriteringsbidrag i al fremtid.

– Det ligger i selve tankesættet, omkring UNESCO, at det, der kommer på listen, skal fredes, tilføjer Mette Bock.

Kulturministeriet oplyser, at ansøgningsarbejdet er sat midlertidigt på stand by. Den udviklingskonsulent på Nationalmuseet, som varetager udrednings- og ansøgningsopgaverne, er blevet fyret

Hos interesseorganisationen Hårdt Plagede Museer i Danmark modtager direktør Carsten R. V. Gottmod ministerens initiativ med blandede følelser.

– Museerne påtager sig naturligvis opgaven med at sikre kulturarven, og vi ser frem til at indsamle, dokumentere og bevare de mange besparelser, som skiftende regeringer har gennemført, men det bliver en endnu større udfordring end tidligere at få økonomien til at hænge sammen, når besparelserne fredes, siger Carsten R. V. Gottmod.

Ansætter Thomas Borgen

Carsten R. V. Gottmod mener, at museer fremover må tænke innovativt for at skaffe midler til drift. Derfor etablerer organisationen Hårdt Plagede Museer i Danmark en fond, hvor museer går sammen om at skabe et bedre økonomisk grundlag.

– Vi har ansat tidligere direktør i Danske Bank Thomas Borgen som fondsdirektør, og vi forhandler med en tidligere ansat i Socialstyrelsen om jobbet som sekretariatsleder, siger en ret optimistisk Carsten R. V. Gottmod.

Der går dog en rum tid, inden museumsbesparelser bliver optaget på UNESCO’s liste. Kulturministeriet oplyser, at ansøgningsarbejdet er sat midlertidigt på stand by. Den udviklingskonsulent på Nationalmuseet, som varetager udrednings- og ansøgningsopgaverne, er blevet fyret i forbindelse med museets seneste afskedigelsesrunde.

Foto: Liberal Alliance, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kulturminister: Besparelser skal på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*