Svend Brinkmann har lært Christian 2. at stå fast 4.63/5 (8)

Når Kalmarunionens vægelsindede konge, Christian 2., mødes med det svenske rigsråd i Stockholm, har han lært at stå fast.

I disse dage mødes Kalmarunionens konge, Christian 2., med det altid uregerlige svenske rigsråd og den evindeligt oprørske svenske adel.

Men denne gang er det en forandret konge, som besøger Stockholm. Den altid tvivlende Christian har nemlig fået vejledning i at stå fast af sin nye rådgiver, professor i sindets metafysik, Svend Brinkmann fra Københavns Universitets teologiske fakultet.

Det har ifølge Svend Brinkmann resulteret i en hel anden konge. Professoren har lært Kongen, at det er en styrke at tvivle, men det er også vigtigt, at han fokuserer på de negative ting, holder op med at mærke efter og i stedet dvæler ved fortiden og trækker nejhatten godt og grundigt ned om ørerne.

Svend Brinkmann er overbevist om, at det kommende møde i Stockholm ender i fryd og gammen, og ingen bliver kort for hovedet

– Det er det, der forventes af den moderne, senmiddelalderlige fyrste, så jeg er egentlig ret stolt af mit arbejde, forklarer Svend Brinkmann og fortsætter:

– Kongen og jeg gik omkring det runde bord, hvor jeg gav ham nogle tommelfingerregler. Langsomt men sikkert åbnede Kongen sig for mine vise ord om at forkaste alt det sludder om positivitet, personlig udvikling og forandringsparathed, som skolastikerne i lauget for selvsuggestion prædiker.

Ud med Dyvekes damekrøniker

I stedet har Kongen fået et skud stoisk træghed, og bøgerne i Majestætens reol er skiftet ud. Slut med at læse i Dyvekes kulørte damekrøniker. Væk er renæssancens sværmere Thomas Moore og Erasmus af Rotterdam. Ind er kommet Machiavelli og Platons skrifter om Staten.

Svend Brinkmann er overbevist om, at det kommende møde i Stockholm ender i fryd og gammen, og ingen bliver kort for hovedet. Det vil forandre Kalmarunionens historie og i længden bringe større politisk stabilitet til Norden.

– Når Kongen hviler i sig selv,  så står han fast, hvilket Rigsrådet har langt mere respekt for. Det er også den tudekiks, adelen og gejstligheden inderst inde ønsker. Rigsrådet har ikke behov for navlepillende selvudvikling og ”hvad synes du selv ledelse”, for det vil i længden ende med halsløs selvdestruktion.

Den engelske konge har tilbudt Brinkmann en lærestol i mental bollocks ved fakultetet i Cambridge. Henrik 8. er desperat og ret fortvivlet over ikke at kunne stå fast over for sine hustruer

Svend Brinkmann får dog ikke selv mulighed for at rådgive Hans Majestæt i Stockholm.

– Nej, jeg skal desværre ikke med. Jeg rådede i et kort øjebliks hovmod Kongen til at afskedige alle sine coaches. Det råd fulgte han, og trods mine protester stod han fast og smed mig på porten; det havde jeg ikke lige set komme.

Har godt af at gå glip

Professor Brinkmann tager imidlertid fyringen med stoisk ro. For en sjælden gangs skyld ifører han sig en stor vamset ja-baret af silke med zobelbort og mentale strudsefjer.

– Jeg har godt af at gå glip af kongens møde med Rigsrådet, og det er sundt for mig, siger Svend Brinkmann. Han standser med et talestrømmen og beder sig pludseligt undskyldt med ordene om, at han har fået en åbenbaring.

Fremtiden tegner i øvrigt lys, for den talentfulde sindssnedker. Den engelske konge har tilbudt Brinkmann en lærestol i mental bollocks ved fakultetet i Cambridge. Henrik 8. er desperat og ret fortvivlet over ikke at kunne stå fast over for sine hustruer.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Svend Brinkmann har lært Christian 2. at stå fast"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*