Vikinger vilde med Lyngvilds vilde vikingeudstilling 4.82/5 (33)

ANMELDELSE: Danerkongen Horik Godfredsøn falder i næsegrus svime over Jim Lyngvilds vikingeudstilling. Den er mjød for øjnene.

Med en indrømmelse lad mig begynde min tale. Jeg har ej besøgt vort nationale museum siden hin vikingeflop, de viste for somre siden. Den hede hype forstod jeg ikke, over pilrådne planker på skibsskrog af stål. Hvorfor ej føre en sødygtigt snekke. Ej heller jeg fatter folks fascination af rustne sværd og frønnede skjolde, når alle de ved, at det blanke stål alene baner blodet.

I forventning om endnu en skuffelse fæl, vi landede vor drage så smækker. Vor nysgerrighed vaktes af frasagn om gny, og Nornen berettede om vreden mod Lyngvild hin Vilde. At valkyrier sadler. At våbnene hvæsses, og svinet grynter i fylking.

Med mundvand i flåd og feber i blik, messede han værre end Ansgars missionærer om hønserøve at kysse. Manden så tydligt havde tabt sin forstand i bar benovelse over Lyngvilds dåd

Mens flokken flest for efter bytte i stadens kirker og klostre, drog min håndgangne skare og jeg af sted mod museets vier og haller. På falkebliks afstand skuede vi køen hin lange af begejstrede gæster. Det var dog en rasende hob. Den ville Lyngvild den Vakse og Rane hin Raske til ravnene fodre.

Febervild mand

Skæggede mænd i islandske sweatre med skovle bevæbnet; gråfletningskvinder med ravkæder store og mænd i jakker af fløjl med skindlap fæstnet på ærmer. Som Jomsvikinger gik de bersærk. I en tåge tæt af tårerøg trængte skaren byfogedens hird (politiet red.) tilbage.

Med sværd og sax vi bed vor vej til Lyngvilds gyldne sale, hvor skyndsomt vi blodet af hænderne tvættede for ej at fedte montrer fine. Publikum for fra sal i panik. Blot en spinkel, bebrillet, mand i et jakkesæt lidt for stort flygtede ej af valen. Som en træl var han lænket om montrens sokkel. Med mundvand i flåd og feber i blik, messede han værre end Ansgars missionærer om hønserøve at kysse. Manden så tydligt havde tabt sin forstand i bar benovelse over Lyngvilds dåd.

Men i Hvide Krists tider, hvor trælle er frie, og museer ej mandbod for udskidte bønder betaler, ja da må vi leve med kunstige kranier og hoveder af halm

Og jeg forstår hans beundring til fulde. I tre stolte rum, som i en kongehals sale, så jeg et syn, som Asgård vil attrå. Vi mødte nok selvsamme bulede ting, som af ælde næsten var ædt. Men det skal ej ligge museet til last. Når besparelser bider som Fenris Ulv, da viger den ædleste vilje for sult efter sølv.

Nidkære niddinger

Men hvilket vidunderligt hov har Lyngvild den Snare rejst for Blauthegnens Tove; ingen mø findes så fager som hun. Og vikinger vises alle som en klædt i respekt for slægt og for stand. Hvor Tove dog yndefuldt smykkerne bærer med det ulveskindsslag, hun fik til forrige Jól. Jeg begriber ej så nidkær en nidding arkæologen kan være. Hvis fund ej er gjort, eller klerke det ej skrev på gult pergament, så findes det ikke. Står det til dem, de er blinde som Høder, var Tove helt nøgen, og Frejas avind hun vækker.

Min mishag dog rejses ved fjæsene falske. Skønt så livagtig, at fosterbror Fulgrim han mente at skue sin onkel, som vågnede i Valhal efter forrige færd, så er de ved Odins spyd ej ægte. Men i Hvide Krists tider, hvor trælle er frie, og museer ej mandbod for udskidte bønder betaler, ja da må vi leve med kunstige kranier og hoveder af halm.

Men gæve Gnupa kan bringe blodigt dødemandshoved. Han satte finger på kedsomhedsknap, og straks sprang en gnalling frem. Han æggede Gnupa til holmgang  Det gør ej nogen vis mand, hvis klinge er døv, og han fandt døden for Toves fod.

Men så er vi glade for smagfulde mønstre og runer ristet i ansigters svær. Bevares, hverken jeg selv eller hærmænd i hird er sværtet så sorte som blåmænd fra Særkland. Men kunstnerisk frihed skal Lyngvild den Ferme nyde.

Trods ridser i skønhedens fernis er Lyngvilds tableau som mjød for vort øje. Kun i Hel findes hule til ræter, der raser over Lyngvild den Kækkes bedrifter. Og Odin den Høje vil hente ham årle for Valhals vægge at hvidte og salene pryde til blikkets fryd.

Foto: Madam Magdelone.