En simpel udsmykning af Ribe Domkirke er endt i skandale. Et kunstnerkollektiv ledet af den nederlandske maler Hieronymus Bosch anklages for vandalisme.
Biskop Severin af Ribe drejer nøglen i hoveddøren til byens domkirke. På håndtaget hænger et skilt, der advarer om, at kirken er lukket på grund af pest.
Han advarer mig mod det syn, jeg vil møde, når vi om lidt træder ind. Det er ikke pestdøde. Det er meget værre. Det er kunst.
Severin er chokeret. Meget chokeret. Hans affekt skyldes et kunstnerkollektiv, som har vandaliseret hans smukke gotiske katedral.
– Vi syntes, at kirken trængte til at blive frisket op. Ikke den store omgang, blot nogle nye kalkmalerier, nogle helgenbilleder samt et par sidealtertavler og nyskårne krucifikser, fortæller biskoppen med bævende stemme, mens han skubber egetræsdøren op.
Hans hånd ryster, mens han viser et portræt af Den Hellige Moder, hvor kunstneren med sirlig skrift har skrevet på maleriet: ”Dette er ikke Den Hellige Moder”
På grund af Vatikanets edikt skal opgaver over 10.000 mark sølv i udbud, Han var derfor tvunget til at tage det billigste tilbud. Det var et internationalt kunstnerkollektiv anført en nederlandsk maler ved navn Hieronymus Bosch.
– Jeg kendte ingen af kunstnerne, men de virkede ganske tilforladelige. De ville under ingen omstændigheder forstyrres, og vi lukkede kirken af i de måneder, arbejdet tog, fortæller bispen og tilføjer, at de fik leveret samtlige fornødenheder i sakristiet.
Psykedelisk Sankt Marilyn
Vi træder ind i kirken. Biskoppen peger op på hvælvinger og på væggene. De er prydet med groteske malede figurer og underlige væsner. En uhyggelig fugl med en tragt på hovedet, en mand med noder tatoveret over sin bare numse. Overalt er der nøgne mennesker, som pines af uhyggelige djævle.
En mere og mere bleg biskop afslører flere uhyggeligheder. Hans hånd ryster, mens han viser et portræt af Den Hellige Moder, hvor kunstneren med sirlig skrift har skrevet på maleriet: ”Dette er ikke Den Hellige Moder”.
– Det er infamt blasfemi, harcelerer Severin.
Frelseren har lange tynde stankelben, og det er som om han og korset er ved at smelte, som var det et vokslys i en solbeskinnet vindueskarm
Han leder os videre mod et sidekapel, hvor vandalerne har efterladt et hæsligt krucifiks. Undervejs passerer vi fire ens portrætter af Den Hellige Sankt Marilyn i psykedeliske farver.
– Hende har jeg aldrig hørt om, stønner biskoppen.
Severin lader mig vide, det var dumt at lade kunstnerne være uden opsyn. Men Mester Hieronymus forklarede ham kunstnernes behov for absolut ro. Derefter bad han bispen om at forsyne dem med svampe og topskud af hampeplanter fra en speciel butik i Amsterdam.
Smeltet Kristus
Det var til at kalde farverne frem, havde Mester Hieronymus sagt. Men fra den dag af, lød der råb og skrig og voldsom latter fra katedralen hver nat.
– Det var så voldsomt, at konventets nonner ikke turde passere efter mørkets frembrud, fortæller en rystet Severin.
Imens er vi nået frem til sidekapellet. Før vi træder ind, slår bispen korsets tegn og viser mig så et bizart krucifiks skåret i træ. På korset hænger en forvrænget Kristus. Frelseren har lange tynde stankelben, og det er som om han og korset er ved at smelte, som var det et vokslys i en solbeskinnet vindueskarm på en hed sommerdag.
Foran os skrider maleriet af den skrigende Kristus langsomt nedad, mens strimler af lærredet kommer til syne neden for rammen
En tåre glider ned af den aldrende biskops kind. Han fatter sig og spørger, om jeg er klar til at se det allerværste?
Jeg siger, jeg er klar. Vi bevæger os derefter op mod højaltret. Undervejs bemærker jeg et afskåret menneskeøre på kirkegulvet. Det gibber i mig, men jeg nævner det ikke for biskoppen.
Altertavle i strimler
Vi standser foran højaltertavlen. Sidefløjene er åbnet, men det centrale billedfelt er dækket af et tungt fløjlsklæde. Severin kaster sig på knæ og beder en højlydt bøn. Så rejser han sig, og idet han trækker tæppet bort, siger han:
– Nu ved jeg, Antikrist har været her.
Tæppet falder og afslører en forpint Kristus, der i skikkelse af en dødning skriger al menneskehedens smerte ud i kirkerummet, mens han holder sig for ørerne.
Pludselig hyler en alarm fra altertavlen, og en summende lyd rammer vores ører. Foran os skrider maleriet af den skrigende Kristus langsomt nedad, mens strimler af lærredet kommer til syne neden for rammen.
Bag mig hører jeg den dumpe lyd af en menneskekrop, der dejser om på gulvet.
Tegning: Mester Ictum.
Be the first to comment on "Biskop i chok: Ribe Domkirke hærget af kunstnere"