Rasmus Paludan klar til bibelafbrænding i Colosseum 4.89/5 (19)

Efter politiets demonstrationsforbud åbner der sig nye muligheder for Rasmus Paludan. Kejser Domitian har hyret ham til at afbrænde biblen under forestillinger i Colosseum. Det skal sætte mere fut i begivenhederne.

– Danmark er blevet for lille til mig. Jeg er på en stram kurs mod et nyt lavpunkt i min mission som historiens bolværk mod religiøs fanatisme, og nu afbrænder jeg den første bibel.

Ordene kommer fra en jublende lykkelig Rasmus Paludan. Efter politiet nedlagde demondstrationsforbud, har den romerske kejser Domitian set sit snit til at hyre ham til at gennemføre video-happenings og bibelafbrændinger under en række cirkusforestillinger i Colosseum.

Frihedens soldat, de svages beskytter, samfundets vogter, danernes lys, sjælefredens kilde, Nordens håb, sandhedens sendebud (forkortet af red.) indrømmer, at koranafbrændinger hænger ham langt ud af halsen, og forbuddet kom som sendt fra himlen.

Colosseum er nyt for mig, men jeg er vant til at optræde i mediecirkus Danmark, siger Rasmus Paludan

– Det er blevet for trivielt og forudsigeligt, så jeg har brændt min sidste koran. Nu har jeg større ambitioner. Fremover vil jeg afbrænde ikke bare bibler, men også Grundloven, manuskriptet til Matador og Anne Franks dagbog.

Vil skide på [censureret af red.]

Sammen med en stor skare kristne skal Rasmus Paludan ind i arenaen under cirkusforestillingerne, hvor han vil ydmyge biblen og derefter sætte ild til den. Det sker i overværelse af 50.000 tilskuere og særligt udvalgte glubske løver.

– Det bliver vildt at stå der midt i arenaen og tirre en kristen skare til at gå amok, når de ser mig lade mit vand på [censureret af red]. Derefter vil jeg sætte mig på hug og skide på et billede af [Censureret af red.] på korset, mens jeg kalder [Censureret af red.] for en grisekneppende bøsserøv, siger Rasmus Paludan, der aldrig har oplevet en cirkusforestilling i Romerriget.

– Colosseum og romersk cirkus er nyt for mig, men jeg er vant til at optræde i mediecirkus Danmark, siger Rasmus Paludan og tilføjer:

– [Censureret af red.].

Skal tirre og tænde kristne

En talsmand for Kejser Domitian forklarer, at Rasmus Paludan er nøje udvalgt til at sætte gang i forestillingen. Det er ingen hemmelighed, at Colosseum oplever svigtende besøgstal, efter kristne blev en del af cirkusløvernes menu.

Paludan er eminent til at ophidse en fanatisk hob. Hvis vi er heldige, kører han dem så højt op, at de vælger at gå amok og slås med løverne

– De kristne er altid totalt døde i sværen. Når vi lukker løverne ind, samles de i tavs flok og beder bønner. Paludan er eminent til at forvandle en fredelig flok til en blodtørstig, fanatisk horde. Hvis vi er heldige, kører han dem så højt op, at de går amok og slås med løverne i stedet for at møde døden med ophøjet ro, siger talsmanden.

Han tilføjer, at sikkerheden er skærpet efter de seneste begivenheder på Nørrebro. Både publikum og de vilde dyr skal føle sig sikre mod overgreb fra fanatiske kristne med drab i øjnene.

Rasmus Paludan frygter ikke for sin personlige sikkerhed. Han er tryg ved Kejser Domitians personlige livvagter i Prætorianergarden, som leverer en langt bedre service end det danske politi, der af Rasmus Paludan betegnes som [Censureret af red.]

Foto: David Iliff, Wikimedia.

Vurder denne artikel

2 Kommentarer på "Rasmus Paludan klar til bibelafbrænding i Colosseum"

  1. Carsten Madsen | 22. juli 2019 ved 8:45 | Svar

    Kære redaktion.
    Jeg flyttede for 5 år siden i eget hus i Danmarks sydøstlige udkant, og har derfor ikke længere fjernvarme, som da jeg boede på 5. sal inde i København, men en aldeles glimrende brændeovn af mærket “Morsø”.
    Her i Sakskøbing køber jeg brændsel hos Byens Brændsel, der bestyres af en aldeles ugudelig mand, og jeg er ærlig talt ikke tilfreds med hans varer. Min kone mener det skyldes hans religiøse fornægtelse, men for at være helt sikker vil jeg tillade mig at spørge redaktionen, om den i forbindelse med denne artikel, har fundet beviser for, at religiøst brænde varmer bedre end Byens Brændsel ?

    Med venlig hilsen Carsten Madsen

    • Papposilenos | 22. juli 2019 ved 12:07 | Svar

      Det er Satyrens erfaring, at religiøse skrifter og bøger indeholder en høj koncentration af flammende tale og tunger af ild, hvorfor de har en langt højere brændværdi end det brændsel, der normalt føres i detailhandlen, hvor det er en kendt sag, at der sælges fugtige tørv og vådt brænde. Vi anbefaler derfor til enhver tid at fyre med teologiske teser og inkunabler.

      Med højagtelse, Redaktøren

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*