Læge advarer: Optisk telegraf truer folkesundheden 4.73/5 (15)

Ingen kender de langsigtede skadevirkninger af en planlagt optisk telegraf mellem København og Slesvig. Kendt læge kalder det for et gigantisk eksperiment med folkesundheden.

Planerne om en optisk telegraf, som skal forbinde København med byen Slesvig i Hertugdømmerne, møder modstand. Frygten for, at telegrafen skal påvirke helbredet hos folk og fæ, har bredt sig som en løbeild i Kongeriget.

Bekymringen går ud på, at den optiske telegraf kan slå fruentimmere med månesyge og hysteriske anfald, give raske mænd blodstyrtninger og i værste tilfælde medføre vanskabte børn.

Nu advarer også den anerkendte østrigske læge Franz Anton Mesmer mod konsekvenserne af den optiske telegraf.

Skadelige luftbårne signaler

Doktoren forklarer, at telegrafen består af en lang række tårne, som er forsynet med store tunge signalarme. Herfra sender telegrafister kodede meddelelser fra post til post, indtil den når modtageren.

Doktor Mesmer nævner, at der lidt uden for Leipzig i Sachsen fødes flere kalve med to hoveder, efter en optisk telegraf blev anlagt

– Der er tale om utallige, tætstillede høje tårne, som er synlige over stor afstand og som vil påvirke især den uvidende almue, når signalarmene reflekterer solens stråler, forstyrrer luftens magnetiske baner og uforståelige budskaber farer gennem luften, siger Franz Anton Mesmer og fortsætter:

– Vi kender ikke de langsigtede konsekvenser af at udsætte simple mennesker for konstant påvirkning fra så koncentrerede og massive luftbårne signaler, og det er at eksperimentere med folks fysiske helbred og mentale tilstand.

Doktor Mesmer nævner, at der lidt uden for Leipzig i Sachsen fødes flere kalve med to hoveder, efter en optisk telegraf blev anlagt. Han har også hørt, at nær Frankenstein ved Rhinen er signalerne så kraftige, at det vækker de døde til live.

Ikke farligere end signalflag

Chefen for Den Kongelige Telegraf og Signaltjeneste, Oberst Hängeldrøbel, slår fast: Den optiske telegraf er nødvendig for landets forsvar. På længere sigt skal den revolutionere måden rigets borgere kommunikerer på og gøre det kongelige postvæsen overflødigt.

Hvis man bor lige op af en optisk telegraf, anbefaler Doktor Mesmer, at man klæder sig i en tyk uldfrakke og bærer en særlig filtbetrukket hat af tin.

Han afviser enhver helbredsrisiko og kalder bekymringen for fruentimmeres ammestuesnak.

– Der er absolut ingen fare forbundet med optiske telegrafer. De er ikke farligere end vindmøller og anvender teknologi, som allerede bruges inden for fyrvæsnet. Det minder meget om marinens brug af signalflag, der mig bekendt kun har medført lidt gigt hos ældre signalmænd, siger obersten.

Anbefaler hat af tin

Den forklaring køber doktor Mesmer ikke.

– Nej, det er for simpelt at sammenligne med signalflag. De signalerer med langt mindre styrke over langt kortere afstande. Det er useriøst at argumentere med vindmøller, som blot drejer, og som mennesket gennem århundreders brug er blevet immune overfor, siger Franz Anton Mesmer.

Han råder folk til at holde sig på lang afstand af telegraftårnene og kun bevæge sig forbi om natten eller i tåget vejr.

Hvis man bor lige op af en optisk telegraf, anbefaler Doktor Mesmer, at man klæder sig i en tyk uldfrakke og bærer en særlig filtbetrukket hat af tin. Den beskytter hovedet mod de værste optiske signaler. Bliver man syg, anbefaler han magnetiske strygninger. Det tager de værste symptomer.

Illustration: Wikimedia.

Vurder denne artikel

2 Kommentarer på "Læge advarer: Optisk telegraf truer folkesundheden"

  1. Carsten Madsen | 22. juli 2019 ved 7:53 | Svar

    Genialt; som de fleste artikler på Satyren??

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*