Det er ikke kun Mette Frederiksen, Lars Løkke, Pernille Skipper og Uffe Elbæk, der vil være statsminister. En række historiske personer melder sig nu som kandidater.
Som ud af det blå melder en række historiske personligheder sig klar til at påtage sig statsministerposten efter valget. Satyrens valgredaktion har bedt kandidaterne om at præsentere deres mærkesager.
Corfitz Ulfeldt, greve:
Min hovedprioritet er at få genskabt adelsvældet og formulere en stram håndfæstning for én eller anden, der kan tage sig af repræsentationen. Det er os adelsmænd, der skal styre, for ellers kan vi ikke værne om vores privilegier og mulighederne for at begå underslæb. Desuden må vi have fuld opbakning til at overdrage hele landet til svensken, hvis vi selv kan se en fordel i det.
Peter Adler Alberti, jurist:
Jeg fik nok af Klaus Riskjær Pedersen og hans parti og har stiftet Albertipartiet, med mig selv som medlem, formand og statsministerkandidat. Min største mærkesag er langt mildere straffe for svindel. Landet har brug for borgere med virkelyst og trang til at mele deres egen kage. Der var en lille fodfejl i mit arbejde med Landmandsbanken, og det er den slags, man fremover bør se stort på. Og så skal pryglestraffen genindføres for mindre forseelser.
Thorvald August Marinus Stauning, cigarsorterer:
Mit absolut vigtigste mål er at fjerne ethvert tilløb til kaos og undgå enhver besættelse. Jeg får travlt, men med en god cigar klarer jeg det.
Jacob Brønnum Scavenius Estrup, godsejer:
Frem for alt skal den almindelige valgret afskaffes. Dem, der har fået fattighjælp, skal selvfølgelig ikke stemme om noget som helst. Kan man ikke ernære sig selv, kan man heller ikke have en fornuftig mening om statens styrelse. Fruentimmere naturligvis heller ikke. Desuden skal Landstinget genindføres, sådan at velhavende mænd over 40 år kan få sat en stopper for de værste af demokratiets unoder.
Christian Ditlev Frederik Reventlow, lensgreve:
Jeg vil være bøndernes statsminister! Vi skal skrive det næste store kapitel i bøndernes historie: mange bønder har levet i en verden præget af alkohol og vold. Vi véd, at Jeppe drikker, men det skal være slut nu. Vi skal flytte hegnspæle, for markerne skal udskiftes og stavnsbåndet ophæves. Danmark skal være verdens bedste sted at være bonde.
Illustration: Madam Magdelone.
Be the first to comment on "Historiske kandidater bejler til statsministerposten"