Adelsmanden Niels Krabbe jubler over, at hans seglstampe er dukket op. Han håber dermed, at seks århundreders identitetstyveri nu hører op, og de skyldige straffes.
I mere end 600 år har en identitetstyv misbrugt adelsmanden Niels Krabbes identitet til at købe alt fra luksusvarer til godser. Imens er regningerne væltet ned over Niels Krabbe, som for længst er gået fallit.
Men nu er der håb for den uheldige adelsmand. En amatørarkæolog har fundet hans seglstampe på en mark i Salling. På Nationalmuseet og Rigsarkivet bekræfter de, at den tilhører Niels Krabbe, og de har fundet et dokument med et segl, som er sat med præcis den stampe.
Han skyldte for hurtige heste, dyre snabelsko, luksusvamse af purpurfarvet fløjl, guldkæder og utallige tønder rhinskvin
– Er det virkelig sandt, I har fundet min stampe. Jeg er den lykkeligste mand på denne side af dommedag, siger Niels Krabbe og kniber en tåre, da Satyrens udsendte overbringer ham nyheden i den taterlejr, hvor han bor under et udslidt hestedækken og lever af at samle hestepærer på markeder.
Lakket til i badstue
Niels Krabbe beretter, at han mistede sin seglstampe i en badstue efter et møde med Margrete Valdemarsdatter og hendes fostersøn, den unge Kong Erik.
– Efter mødet inviterede Erik på en forfriskning i Rosengårdens Badstue, og der manglede hverken lutret vin eller villige badejomfruer, fortæller Niels krabbe, som indrømmer, at han blev godt snalret.
Da han efter badet klædte sig på, opdagede han, at seglstampen var forsvundet.
– Den var pist borte, og det er jo en alvorlig sag at miste den, da tyven jo kan udgive sig for at være mig, men da min pung med 40 flamske gylden stadig var der, troede jeg, at den lå på mit logi, og da den ikke var der, at jeg nok havde glemt den derhjemme, fortæller Niels Krabbe.
Men det havde han ikke. Stampen dukkede aldrig op, og regningerne begyndte at vælte ind. Han skyldte for hurtige heste, dyre snabelsko, luksusvamse af purpurfarvet fløjl, guldkæder og utallige tønder rhinskvin.
Kong Erik neglede stampen
Men svindlerne tog bedrageriet et skridt videre. De satte Niels Krabbes segl på køb af jordskøder og godser. Han forsøgte på bedste beskub at redde forviklingerne ud, men kreditorerne pudsede fogeden på ham, og Niels Krabbe hang på regningerne.
Det er den gemene møghvalp til Erik, som har neglet min seglstampe, mens jeg hyggede mig i badet
– Godserne blev handlet via stråmænd, og da sælgerne aldrig havde set køberens ansigt, så havde jeg en dårlig sag, sukker han.
Men nu tager sagen en ny drejning. Får han seglet igen, kan han stoppe svindelen. Niels Krabbe har en mistanke om, hvem den skyldige er, og det bestyrkes af, at Rigsarkivet har et af de falske dokumenter, som bærer hans segl og som overdrager jordegods til Margrete Valdemarsdatter.
– Det beviser alt. Det er den gemene møghvalp til Erik, som har neglet min seglstampe, mens jeg hyggede mig i badet, og derefter spenderede han løs og købte jord på min regning. Må han gå ad Pommern til, siger en vred Niels Krabbe, som nu vil retsforfølge Kong Erik.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kongen, som ikke har besvaret Satyrens budstikke.
Foto: Madam Magdelone.
Be the first to comment on "Niels Krabbe jubler: Seglstampefund kan standse 600 års identitetstyveri"