Nu afslører Joachim B. Olsen sine fremtidsplaner. Han skal optræde som gladiator i Cirkus Maximus.
Siden han blev stemt ud af Folketinget, har Joachim B. Olsen (LA) overvejet, hvad han fremover skal lave. Han har fået flere tilbud og har besluttet sig for at sige ja til en tjans som gladiator i Cirkus Maximus i Rom.
– Da Cirkus Maximus kontaktede mig med tilbud om en kontrakt, sagde jeg i første omgang nej. Som medlem af Liberal Alliance og efter otte år i Folketinget har jeg simpelt hen fået nok af cirkusforestillinger, siger Joachim B. Olsen.
Kun den stærkeste overlever, og der er ingen nåde. På den måde minder det meget om Liberal Alliances politik
Da det gik op for ham, at det ikke var den slags cirkus, han skulle optræde i, og han ikke var tiltænkt rollen som hvid klovn, sagde han ja. Joachim B. Olsen skal kæmpe som murmillo. Han bliver udstyret med et kraftigt skjold, en tung hjelm og et gladius, som er et kort stiksværd.
– Først troede jeg, at murmillo var noget med midaldrende mænd i lycra, men det er heldigvis noget med sværd og sandaler, som jeg har set på film, lyder det fra Joachim B. Olsen.
Tilværelsen som gladiator har vist sig at passe godt til både hans temperament og hans ultraliberalistiske syn på verden.
– Det er et game, hvor enhver er sig selv nærmest. Kun den stærkeste overlever, og der er ingen nåde. På den måde minder det meget om Liberal Alliances politik, siger Joachim B. Olsen.
Hærdet i LA’s Folketingsgruppe
Han mener, at han har såvel den fysiske styrke som det psykiske overskud, det kræver at blive en god gladiator. Som tidligere topidrætsmand kender han alt til betydningen af træning, og de mange år i dansk politik med utallige shitstorme har hærdet ham mentalt.
Med mindre Henrik Dahl er i nærheden af kejseren, så har jeg intet at frygte, siger Joachim B. Olsen
Skulle det utænkelige ske, at han bliver besejret af en modstander, og publikum og kejseren skal afgøre, om han skal leve eller dø, så frygter han ikke den situation.
– Nej, det gør jeg ikke. Jeg har prøvet det utallige gange til gruppemøderne i Liberal Alliances folketingsgruppe, og jeg har hver gang formået at besnakke Anders Samuelsen og klare frisag. Med mindre Henrik Dahl er i nærheden af kejseren, så har jeg intet at frygte, siger Joachim B. Olsen.
Hans første optræden bliver til efteråret, hvor han ene mand skal kæmpe mod et hold af tiggere og udskud fra Roms værste slum, som er trænet og coachet af Dovne-Robert.
Mashup: Madam Magdelone.
Be the first to comment on "Joachim B. Olsen om fremtiden: Jeg skal være gladiator i Rom"