Et brev er på vej til Egtvedpigen med tilbud om kontant belønning for at pakke og rejse hjem. Også kartoffeltyskere og roepolakker forgyldes ved frivillig hjemrejse.
Over hele landet er kommunerne i færd med at orientere flygtninge og indvandrere om muligheden for at forlade Danmark med en pose penge i hånden, hvis de frivilligt lader sig repatriere.
Også Egtvedpigen kan se frem til at få et brev med tilbud om kontanter for frivilligt at rejse hjem til Schwarzwald i Tyskland, hvor hun stammer fra.
Egtvedpigen har dog ikke har tænkt sig at forlade Danmark. Hun forklarer, at hun har været død og begravet her i landet siden bronzealderen, og hun føler sig så dansk, som noget andet oldtidsfund. Egtvedpigen peger også på, at der er tvivl om de strontiumisotopanalyser, som har slået fast, at hun skulle stamme fra Tyskland.
– Nu, hvor nye analyser viser, at jeg nok alligevel er født i Egtved og slet ikke er den eksotiske unge kvinde, som kom hertil langvejsfra for at blive gift med en lokal høvding, men snarere er datter af en lokal fårehyrde, så er det helt hul i højen, at jeg skal rejse til Tyskland, hvor jeg måske aldrig har været, og hvor de lokale bronzealderfolk ikke aner, hvad de skal bruge danske kroner til, siger Egtvedpigen.
Integrationsminister venter selv et brev
Satyren har bedt om en kommentar fra Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (A), men han erklærer sig inhabil. Han begrunder det med, at han selv venter på et lignende tilbud om penge for at rejse til Etiopien, hvor hans far kom fra.
I stedet henviser ministeren til sin forgænger i embedet Inger Støjberg (V). Det var hende, som skaffede midler til den oplysningkampagne, der kører.
Støjberg forklarer, at der er tale om en frivillig ordning, og hun synes, at Egtvedpigen forsøger at løbe fra sit fremmede ophav.
– Det er typisk for indvandrere, at de ikke gider integrere sig, men lever efter deres egne normer, indtil de ser deres fordel i at hævde, at de er danske, og så gør de det uden at skamme sig, siger Inger Støjberg.
Udbetalt i naturalier
Inger Støjberg foreslår, at Egtvedpigen kan få let omsættelige naturalier i stedet for penge.
– Pigebarnet må for min skyld hjertens gerne få det hele udbetalt i bronzestykker, glasperler eller geder, hvis det gavner hende, og det samme kan Mattias Tesfaye, når han skrubber hjem til Afrika, siger Støjberg.
Hun understreger, at ingen ønsker at ramme bestemte grupper, men at repatriere alle de indvandrere, som gennem tiden har slået sig ned i Danmark.
– De skal da også prøve at føle glæden ved at vende hjem og bidrage til de samfund de kommer fra, siger Inger Støjberg.
Derfor er der også et brev på vej til alle huguenotter, herrenhutter, amagerbønder, kartoffeltyskere og roepolakker samt de rensdyrjægere, som kom til Danmark efter istiden og de Yamnaya-folk (øksesvingende beredne enkeltgravsfolk, red.), som indvandrede i yngre stenalder.
Foto: Sagnlandet Lejre.
Be the first to comment on "Egtvedpigen tilbydes kontant belønning for at rejse hjem"