Regeringen indgår finanslovsforlig og genindfører Øresundstolden. Det forventede provenu på otte milliarder kroner skal afskaffe alle omprioriteringsbidrag.
De forhadte årlige to-procents-besparelser, som den forrige regering indførte, bortfalder fra 2020. Det meddeler en jublende finansminister Nicolai Wammen (S). Han har netop indgået en aftale med samtlige Folketingets partier om at hive Øresundstolden, som blev afskaffet i 1857, op af mølposen igen.
– Vi indgik forliget på 12 minutter, og det er det hurtigste forlig, jeg nogensinde har været med til. Prisen for det hele er, at vi giver flæskesteg til Tulle og DF’s folketingsgruppe i Snapstinget året ud, siger Nicolai Wammen.
Det er historisk, at samtlige partier i Folketinget støtter et finanslovsforlig, men det var nær blevet uden Liberal Alliances stemmer.
– Det er møgærgerligt, at afgiftsskruen strammes igen, men jeg indrømmer blankt, at vi sov i timen, da vi overlod det til Henrik Dahl føre forhandlingerne, og nu fanger bordet, siger formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh.
Sverige er med på Øresundstold
Øresundstolden betyder at samtlige fragtskibe, som runder Kronborg, skal erlægge en afgift på to procent af lastens værdi. Det løber op i otte milliarder kroner, som regeringen vil bruge til at afskaffe blandt andet det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent, som har plaget kultur- og uddannelsesområdet i flere år.
Nyheden modtages med jubel i kulturlivet og uddannelsesskektoren. Men de skal ikke glæde sig for tidligt, da genindførelse af Øresundstold kræver en række internationale aftaler, lyder det fra Finansministeren.
– Jeg har drøftet Øresundstolden med min svenske kollega, som har vist stor interesse for at dele i porten og samarbejde, så vi på den måde undgår, at fremmede skibe vælger svensk farvand, når de sejler gennem Øresund, siger Nicolai Wammen, som ikke frygter krav om tilbagebetaling af de 33,5 millioner rigsdaler, som Danmark fik i kompensation for at afskaffe Øresundstolden i sin tid.
– Jeg tager det helt roligt. Rigsdaleren afskaffede Danmark for langt over hundrede år siden, og bortset fra nogle få tusinde rigsdalere i Nationalbankens mønt og seddelsamling, så det er slet ikke muligt at opdrive så store summer i den møntfod.
Udvides til samtlige farvande
Så snart Finansloven er vedtaget begynder arbejdet med at indrette Kronborg Slot til Øresundstoldkontor. Der skal udflyttes personale fra Skattestyrelsen, og Kronborgs kanoner skal opgraderes, så de ansatte kan bringe genstridige skibe til standsning.
Wammen har planer om, at Øresundstolden, hvis den bliver en succes, udvides til også at gælde for Østersøen omkring Bornholm, Vestlige Østersø, Bælthavet og Sundet, Kattegat, Skagerrak, Doggerbanke og Tyskebugt samt Jærens Rev og Utsira, hvis den norske regering vil være med.
Foto: Guillaume Baviere, Flickr.
Be the first to comment on "Øresundstold genindføres: Skal fjerne forhadte omprioriteringsbidrag"