Kronborgs vartegn Holger Danske har fået sparket for at sove i tjenesten. Tillidsrepræsentant kræver ham genansat.
Holger Danske har altid haft et godt sovehjerte. Lidt for godt, mener Styrelsen for Effektivisering og Rationalisering, som nu har fyret ham for at sove i arbejdstiden.
Direktør i styrelsen Majken Clausen forklarer, at Holger Danske gentagne gange er taget i at sove i Kronborgs åbningstid, og det har nu fået konsekvenser.
– At en medarbejder powernapper for at kunne yde optimalt ser vi gerne, men i Holger Danskes tilfælde er der tale om systematisk søvn og dermed en klar overtrædelse af reglementet, siger Majken Clausen.
Hvor længe Holger Danske har snorket sig gennem arbejdstiden, ved Styrelsen for Effektivisering og Rationalisering ikke. Majken Clausen forklarer, at han har udviklet en form for lydløs søvn i en positur, der fremstår meditativ.
Kræver Holger genansat
Det var, da en gruppe kinesiske turister klagede, at det gik op for styrelsen, at han sad og snorksov. Derfor iværksattes en diskret overvågning, hvor medarbejdere forklædt som turister af forskellig nationalitet, håndværkere og skolebørn kunne konstatere, at han var i en kronisk dyb søvn. Samtidig afviste læger i Arbejdsskadestyrelsen administrativt, at Holger Danske lider af søvnapnø.
– Holger danske fik derefter en mundtlig og to skriftlige advarsler, som han ikke reagerede på, og så måtte vi skride til fyring, siger Majken Clausen.
På Kronborg Slot er de kede af, at Holger Danske er fyret, men de har ikke mulighed for at genansætte ham, da ansættelse af historiske monumenter hører under Styrelsen for Effektivisering og Rationalisering.
– At Holger sidder og sover i kassematten under slottet er en del af Kronborgs sjæl og fortællingen om slottet, som turisterne er vilde med, og hvad er problemet i, at Holger er kommet sovende til den succes? Jeg forlanger fandeme, at Holger genansættes, siger tillidsrepræsentanten for de historiske skulpturer på Kronborg.
Bundrådden medarbejderkultur
Også fagforeningen raser over fyringen. Den Tapre Landsoldat, der er formand for Forbundet af Antropomorfe Historiske Mindesmærker i Danmark, truer med at hive Styrelsen for Effektivisering og Rationalisering i Arbejdsretten.
– Vores gode kammerat Holger er sgu ansat til at sove og vågne, når Danmark er i fare. Det er en del af jobbeskrivelsen og pointen med historiske monumenter. De skal minde om historiens rødder og formidle den mytologiske fortælling om Danmark, siger Den Tapre Landsoldat og fortsætter:
– Jeg har ikke kæmpet siden Treårskrigen i 1850. Den Lille Hornblæser har ikke truttet i lige så mange år, og Frederik 5. har siddet på sin krikke på Kongens Nytorv i flere århundrede uden at regere en skid. Skal vi nu også fyres?
Det kan meget vel komme til at ske.
– Det overrasker mig, at historiske statuer har den indstilling til deres arbejde. Det her vidner om en bundrådden og syg medarbejderkultur, som vi bliver nødt til at gøre op med, siger Majken Clausen.
Hovedpersonen selv tager sin fyring med knusende ro og har ikke reageret på Satyrens henvendelser. Han forbliver på Kronborg i sin opsigelsesperiode, der med hans anciennitet beløber sig til 300 år.
Foto: Guillaume Baviere, Flickr.
Be the first to comment on "Holger Danske fyret for at sove i arbejdstiden"