SAS i ny reklamefilm: Spritkørsel, ghettoplaner og sort arbejde er slet ikke dansk 4.8/5 (20)

I en ny reklamefilm sætter SAS fokus på de mange negative sider af Danmark, som slet ikke har sin oprindelse i Danmark.

Flyselskabet SAS har lyttet til kritikken oven på den voldsomme shitstorm, som ramte selskabet efter den katastrofale TV-reklame ”What is Truly Scandinavian”.

– Vi har virkelig lært på den hårde måde, at man ikke skal sætte negativt fokus på det positive, så derfor vender vi nu bøtten og sætter positivt fokus på de negative sider af dansk mentalitet, som slet ikke er danske, siger Agnetha Flügplahn, som er samfundsrelationsdirektør i SAS.

Satyren har set filmen. Den er bygget op som ”What is Truly Scandinavian” bortset fra, at det er kendte danskere, der ligesom sangeren Johnny Reimer i en tidligere SAS-kampagnefilm, står frem og fortæller.

Ghettoer forfinet af tyskere

Efter indledende voldsomme scener med trafikulykker toner forhenværende formand for Det Konservative Folkeparti Hans Engell frem og fortæller, at spritkørsel opstod i USA i bilismens barndom og slet ikke er et dansk fænomen.

Så følger sorthvide optagelser af boligområder i 1940’ernes Warszawa, hvorefter tidligere udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg sammen med statsminister Mette Frederiksen i kor forklarer, at ghettoplaner og etnisk sortering i boligområder heller ikke er en dansk opfindelse, men noget tyskerne forfinede til perfektion under Anden Verdenskrig.

Sort arbejde opstod i Litauen

Herefter fortæller Rasmus Paludan, at racisme opstod i det gamle Egypten, og Britta Nielsen forklarer, at allerede i Romerriget var det almindeligt accepteret at folk i offentlige embeder tog af kassen, mens en departementschef i Skatteministeriet bedyrer, at sort arbejde så dagens lys i Litauen engang i jernalderen.

I en meget følelsesladet sekvens fortæller den tidligere leder af partiet Alternativet, Uffe Elbæk, at kaotiske politiske partier slet ikke er et dansk fænomen, men opstod i Storbritanniens parlament i 1600-tallet. Uffe Elbæk er tekstet, da han taler utydeligt. Han har brækket næsen, han mangler to fortænder, og han har fået syet sin underlæbe, fordi han busede ind i en dør efter et møde med Alternativets nye leder Josephine Fock.

Til slut tager en fortællestemme over og forklarer, at danskerne er blevet inspireret til at være dem de er ved at være åbne over for fremmede og være en del af verdenshistoriens store og mangfoldige kødgryde, hvortil SAS altid har altid en billig billet.

Den svensk konge bør sige undskyld

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har set reklamefilmen og han roser SAS for at kalde en (censureret af red.). Han har dog en anke.

– Jeg havde gerne set, at den svenske konge var med i filmen og vist sig som et mandfolk, sagt undskyld og abdiceret, men så langt er svenskerne ikke kommet i opgøret med den politiske korrekthed, som opstod i Sverige allerede i stenalderen, siger Søren Espersen.

Foto: Aeroprints.com.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "SAS i ny reklamefilm: Spritkørsel, ghettoplaner og sort arbejde er slet ikke dansk"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*