En runepind med en vigtig besked var mere end 1000 år undervejs og blev leveret til forkert modtager. PostNord beklager og refunderer den ged afsender betalte i porto.
Frisør Lulu Nielsen spærrede øjnene op, da PostNord forleden leverede en noget overraskende forsendelse til hendes salon i Jelling lidt uden for Vejle.
Dørklokken ringede midt i frokostpausen, og Lulu Nielsen forklarer, at hun gik ud i salonen for at se, hvem det var.
– Jeg troede, det var min næste kunde, som var kommet for tidligt, men i stedet for Fru Toft, stod der en skaldet mand i en blå trøje. Han havde en pind i hånden og sagde, at han kom fra PostNord. Han bad mig kvittere, da det var en anbefalet forsendelse, fortæller Lulu Nielsen.
Det undrede hun sig meget over. Det er flere år siden, postbuddet sidst har været forbi. Han fik en kop kaffe, mens hun kiggede på den mærkelige pind, han havde med.
– Det var en lang tynd pind. Der var skrevet noget med nogle underlige tegn, som jeg aldrig havde set før, siger Lulu Nielsen.
Den så meget gammel ud, så da posten var gået og Fru Toft havde fået sin permanent, gik hun op til museet Kongernes Jelling og viste dem pinden.
Museumsfolk besvimede
På museet fik Lulu Nielsen dagens anden store overraskelse.
– Den første, jeg viste pinden til, faldt besvimet om. Det samme skete for den næste, men den tredje fik fremstammet, at det var en runepind fra vikingetiden, og den var meget sjælden. Så dejsede hun også om, siger Lulu Nielsen.
Da museumsfolkene havde sundet sig, gik de i gang med at tyde runerne. Det viser sig, at runepinden var sendt fra en stormand i Thy til Kong Harald Blåtand i Jelling for mere end 1000 år siden.
Stormanden skriver, at han har en meget stor sten ved noget han kalder Hundborg. Den er særdeles velegnet til Haralds runestensprojekt, og han kan få den for 60 mål sølv.
PostNord betaler ged tilbage
Museumsinspektør Tove Grejs er begejstret for runestaven.
– Det her er helt vildt, at vi kan følge Harald Blåtands arbejde med at finde den sten, som skulle blive til den store runesten i Jelling. Men endnu mere vildt er det, at Haralds kongsgård må have ligget der, hvor Salon Lulu ligger i dag, siger Tove Grejs, som også er lidt vred.
– Ja, jeg er en smule vred på PostNord over, at de ikke fik afleveret runepinden rettidigt. Stenen i Hundborg er Danmarks sjettestørste sten. Dermed havde Harald haft meget mere plads at skrive på og vi en større sten at vise frem.
Hos PostNord beklager Customer Satisfaction Officer Tyra Stamp situationen.
– Vi kan naturligvis ikke leve med, at vi er så længe om at levere en rekommanderet forsendelse, og så til en forkert modtager. Vi refunderer derfor den ged, som afsenderen har betalt i porto, siger Tyra Stamp.
Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.
Be the first to comment on "PostNord leverer runepind med 1000 års forsinkelse"