Himmelskiven fra Nebra er en rejsevejledning. Solvognen er et rumfartøj, og Egtvedpigen var astronaut. Nu sender Nationalmuseet og SpaceX en rød Tesla mod exoplanet.
Da SpaceX i 2018 skød sin Falcon Heavy af sted på sin jomfruflyvning, sendte den en rød Tesla Roadster i kredsløb om Jorden. Mange troede, at den røde rumbil blot var et gimmick fostret i SpaceX’ grundlægger Elon Musks snurrige hjerne.
I dag afslørede Elon Musk så på et pressemøde, at Teslaen skal opsøge en civilisation på en fjern planet 32 lysår fra Jorden. Det sker i samarbejde med forskere fra Nationalmuseet i Danmark.
Det er den verdensberømte 3500 år himmelskive fundet ved Nebra i Tyskland, som ifølge Musk og forskerne er nøglen til at finde intelligent liv i Universet. Skiven rummer nemlig en detaljeret beskrivelse af, hvordan man kommer til nærmeste beboede planet.
Musk forklarede, at planeten ligger i retning af Plejaderne, også kendt som Syvstjernen. Vejen dertil går ad en rute mellem Solen og Månen, der afbildes som en rund forgyldt solskive og en gylden halvmåne på Himmelskiven.
– Jeg er dybt imponeret over, at mennesker uden avanceret teknologi var i stand til at have så detaljeret kendskab til verdensrummet og fjerne planeter, sagde Elon Musk og fremhævede sit formidable samarbejde med Nationalmuseet.
Solvognen forestiller rumfartøj
SpaceX’s vilde projekt var aldrig blevet til noget uden et tæt samarbejde med Nationalmuseets bronzealderekspert Dr. Hemming Baul. Han har i hele sin karriere argumenteret for, at Solvognen er en gengivelse af et rumfartøj og at bronzealdermennesket havde kontakt til aliens.
– Jeg har aldrig været i tvivl om, at Solvognen forestiller et primitivt rumfartøj, og at solskiven forestiller en fjern planet. Da Himmelskiven blev fundet, faldt alle brikker på plads, og vi har regnet ud, hvordan menneskeheden kan komme i kontakt med intelligent liv i rummet, siger Hemming Baul.
Han mener, at de skåltegn, som findes på mange helleristningssten, har fungeret som paraboler. Bronzealdermennesket modtog på den måde signaler fra civilisationer uden for Solsystemet.
Egtvedpigen var astronaut
Hemming Baul er også overbevist om, at Egtvedpigen var en tidlig form for astronaut. Kister fremstillet af udhulede egestammer, som blandt andet den, Egtvedpigen er fundet i, er i virkeligheden livsoppebærende kapsler, hvor astronauter ligger i dvale under rumrejsen.
– Vi kan se, at de fungerer delvist efter hensigten, fordi Egtvedpigen og andre mennesker fundet i egetræskapslerne er utroligt velbevarede, men kapslerne må have haft en funktionsfejl, siden de ikke kan vækkes til live igen, siger Hemming Baul.
Derfor har Nationalmuseet valgt at samarbejde med Elon Musk og SpaceX om en ubemandet mission.
Himmelskivens informationer er nu kodet ind i den røde Teslas navigationsystem. Ved næste halvmåne sendes den ud af kredsløbet om jorden og ud i Mælkevejen. Rejsen forventes at tage under to år, da Teslaen er udstyret med den seneste revolutionerende batteriteknologi.
Bliver den en succes, følges den op af en bemandet ekspedition med astronauter iført snoreskørt i egetræskapsler.
Foto: Pixabay og Wikimedia. Forbedring: Papposilenos.
Be the first to comment on "Egtvedpigen var astronaut: Himmelskive og Solvognen viser vej til fjern civilisation i Universet"