Historieentusiaster, der klæder sig ud som oldtidsfolk, stjæler oldtidsmenneskers kulturelle identitet og gør sig skyldige i kulturel appropriation.
Tollundmanden er edderspændt rasende. Det samme er Koelbjerg-kvinden, Egtvedpigen og Ragnar Lodbrog. De er vrede på historieentusiaster, der hver sommer mødes i historiske oplevelsescentre for at levendegøre fortiden og historien.
Som forperson i den danske afdeling af First Historical Nations, er han godt gal i skralden over den manglende respekt, som den nulevende majoritet udviser over for historiske minoriteter. Ifølge Tollundmanden gør de sig skyldige i kulturel appropriation.
– De napper noget fra en anden historisk periode end deres egen uden at spørge. De levendegør vores måde at leve på som noget eksotisk og fortolker den uden indsigt og fornemmelse for vores værdier og identitet, siger Tollundmanden.
Ukritisk levendegørelse
Han har intet imod, at nutidens danskere interesserer sig for historie. Men han har fået nok af den stigende tendens til, at de helt ukritisk indlever sig i stort set alle historiske perioder lige fra stenalderen til Første Verdenskrig.
– Ligesom det er upassende for hvide at gå med sombrero eller bære indianske fjerprydelser, så skal nutidens danskere også holde op med at gå til jernalder i deres fritid og klæde sig i vores dragter. Vores tøj er ikke deres weekend outfit, og vores kultur er ikke deres hobby, siger Tollundmanden.
Han håber, at de med deres aktivisme kan få samme opmærksomhed, som oprindelige folk og minoriteter har opnået.
Museer svigter
Tollundmanden mener, at museer og historiske oplevelsescentre bærer en stor del af skylden.
– Historiske formidlingscentre gør sig medskyldige i kulturelt tyveri, når de gør fortidens mennesker til ren underholdning. Jeg er træt af at opleve overvægtige midaldrende mænd ride rundt på lavstammede heste, mens de fægter for sjov med uskarpe sværd og teaterofrer mennesker i mosehuller, siger Tollundmanden.
Sammen med sine kampfæller i First Historical Nations forlanger han nu reenactement og levendegørelse stoppet. Allerhelst ser First Historical Nations, at en række historiske formidlingscentre som Stenaldercenter Ertebølle, Lindholm Høje Museet og Trelleborg lukkes.
– De er bygget på vores bopladser, vores gravpladser og de steder, hvor vores blod har flydt. Det er vores hellige jord, som de besudler med deres forlorne tivolisering af af vores kultur og identitet, siger Tollundmanden.
Derfor vil han og andre aktivister demonstrere foran udvalgte museer og historiske oplevelsescentre for at vække de besøgendes opmærksomhed om de overgreb historiske mennesker udsættes for.
Foto: Ole Malling, Sagnlandet Lejre.
Be the first to comment on "Tollundmanden raser: Historisk levendegørelse er kulturel appropriation"