Boris Johnson vil finansiere et hårdt Brexit med 23 milliarder Pund betalt af Danmark i erstatning for vikingernes ødelæggelser. Også krav på vej mod Frankrig og Tyskland.
Danmark skylder Storbritannien 23 milliarder Pund. Så meget har vikingernes hærgen ifølge den britiske regering kostet Storbritannien med renters rente.
Et krav om erstatning fremsættes derfor af den britiske premierminister Boris Johnson under de afgørende forhandlinger med EU-toppen om en Brexit-aftale.
Boris Johnson siger til Satyren, at det kun er ret og rimeligt:
– Danmark skal bidrage kontant til vores post Brexit velfærdssamfund ved at stå ved sin moralske gæld og betale regningen for vikingernes plyndringer. Det britiske folk har lidt voldsomt, og nu vil vi ved Gud have erstatning. Vi har hårdt brug for hver en penny.
Hvis det står tilBoris Johnson skal pengene falde inden 31. december i år, hvor Storbritannien risikerer at stå helt uden en aftale.
Kræver den danske flåde tilbage
Statsminister Mette Frederiksen slår utvetydigt fast, at Boris Johnson kan rende og hoppe.
– Det er slet ikke Boris’ tur, og hans forslag er endnu mere absurd end Donald Trumps forsøg på at købe Grønland. Skal vi tale om, hvem der skylder hvem, så kan han levere den danske flåde tilbage, som englænderne stjal i 1807 efter at have terrorbombarderet København, siger Mette Frederiksen.
Det forslag er Boris Johnson helt med på.
– For 800 millioner Pund, så returnerer vi flåden med et smil, siger han.
Boris Johnson modsiges dog af den britiske forsvarsminister, der over for Satyren gør klart, at den danske flåde forbliver i Det Forenede Kongerige, så længe Brexits konsekvenser for de væbnede styrker er uafklaret.
En million for hver bombe
Boris Johnson har yderligere en række økonomiske fordringer med til både Tyskland og Frankrig. Begge lande skylder ved kasse et, og det britiske finansministerium har udarbejdet en lang skyldnerliste.
Tyskland skal betale en million Pund for hver bombe, de smed under Anden Verdenskrig, og det halve for hver bombe de fik i hovedet af britiske bombefly. Frankrig skal betale for Napoleon Bonapartes ophold på Sankt Helena. De skal betale 2000 Pund for hver pil affyret ved Crecy og Agincourt, det samme for hver britisk geværkugle affyret ved Waterloo og 10.000 for hver kanonkugle.
Derimod er der ingen krav til italienerne for Romerrigets udbytning af de Britiske Øer.
– Vi står i stor taknemmelighedsgæld til romerne. Uden dem var briterne endt som et uregerligt folkeslag med en bizar madkultur. Og tro mig, spaghettierne kan alligevel ikke betale, lyder det fra Boris Johnson.
Foto: Prince of Thieves.
Be the first to comment on "Boris Johnson: Erstatning for vikingers hærgen skal finansiere hårdt Brexit"