Ulovlig arbejdsnedlæggelse rammer kendisbaron: Nægter at indemure datter 4.8/5 (15)

En ulovlig arbejdsnedlæggelse har ramt Jydsk Immurement A/S. Konflikten er nu så tilspidset, at Dansk Jomfruindeburingsforbund påkalder Arbejdstilsynet.

En sag om arbejdsmiljø førte i denne uge til, at murerne fra håndværkerfirmaet Jydsk Immurement A/S overenskomststridigt nedlagde arbejdet. Det skete efter en hændelse mandag på byggepladsen. Det bekræfter tillidsmand Jochum Johannessen, også kendt som Murer-Jochum, over for Satyren.

– Høje skrig, langt over de tilladte støjniveauer, og flere eksempler på korporlig vold med voldsomme slag og spark mod medarbejdere har ført til, at mine kolleger i enighed har valgt at nedlægge arbejdet, siger han.

Maratonmøder med Dansk Jomfruindeburingsforbund

Arbejdsnedlæggelsen sker, mens selskabet løser en opgave for kendisbaronenNicolai Gudalalitzky de Mocksheie, der har hyret selskabet til at mure hans frivole datter Agnete inde.

– Baronen er jo en fin herre, der troede, at vi lige kunne ordne sagen med en flaske Château de Reclusé. Men dette fruentimmer er jo en Leviathan. Jeg fik personligt et par irske solbriller af hende, og dér sætter jeg altså grænsen. Jeg passer jo bare mit arbejde, og jeg er ikke ansat til at være tæskebold for sådan et frustreret og uopdragent kvindemenneske, siger en ansat på entreprisen, der ønsker at være anonym. Hans virkelige navn er Satyren bekendt.

Tillidsmanden, arbejdsmiljørepræsentanten og en repræsentant fra Dansk Jomfruindeburingsforbund har de seneste dage siddet i maratonmøder med baron de Mocksheie, men sagen er eskaleret, efter ledelsen i Jydsk Immurement A/S anmeldte arbejderne til Arbejdsretten for brud på overenskomsten.

Modtrækket fra håndværkerne kom i dag, da de anmeldte sagen til Arbejdstilsynet. Herfra meddeles det, at en tilsynsførende nu er på vej til godset. Turen ventes dog at tage adskillige dage, da han sendes med en æselkærre fra lansdelsenheden i Lund.

Høj musik ifølge overenskomst

Selv hvis håndværkerne beslutter sig for at genoptage arbejdet, så ventes det dog at tage adskillige dage, inden indemuringsprocessen kan genoptages.

– Vores medbragte troubadour Sicut Cervus har desværre brugt tiden under arbejdsnedlæggelsen til at tage sig en lutendrank over tørsten, og han har i flere dage ikke været i stand til at stå på sine ben. Og som det fremgår af overenskomsten skal murerne sikres højlydt musik og formiddagsunderholdning til arbejdet, understreger Murer-Jochum.

Han oplyser, at Baronen har truet med at overdrage arbejdet til det franske selskab Montresor hvis arbejdet ikke genoptages straks. Montresor har de seneste år spillet en stadig større rolle i Danmark, og er samtidig kendt for ikke at arbejde efter de danske overenskomster og normer.

Murer-Jochum siger til Satyren, at et skifte af firma kan føre til, at der indføres blokade mod indemuringen.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Ulovlig arbejdsnedlæggelse rammer kendisbaron: Nægter at indemure datter"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*