Bekymrede hulemødre: Børn tager skade af at se på hulemalerier 4.75/5 (12)

Overdrevet kiggeri på hulemalerier skader børns udvikling, mener bekymret shaman. Menneskets hjerner er slet ikke udviklet til at rumme æstetik og kunst.

Lille Rypelyng sidder ofte tavs i meget lang tid og betragter de malede dyr på væggene i ildsted-alrums-hulen.

Den fireårige pige er dybt fascineret af mammutterne med de lange stødtænder og lidt skræmt af det bryske uldhårede næsehorn. Hun er helt igennem betaget af vildhestene og bisonerne, som i bålets flammer ser ud til at løbe hen over hulens vægge og lofter.

Pigen er så langt væk i hulemalerierne, at hendes mor Røde Rævepote er bekymret.

– Jeg kan slet ikke komme i kontakt med hende. Hun sidder bare der, fra vi står op, til vi skal spise frokost, med store øjne og et saligt smil, og prøver at sige ligesom dyrene, fortæller Røde Rævepote.

Hun aner ikke sine levende råd. Hun frygter for datterens helbred, og hun er ikke alene. Overalt lyder samme fortælling fra hulemødre om børn og unge, der bruger hele dagen på at fortabe sig i hulemalerier.

Kunst påvirker negativt

Shaman Rasle Slangehale forstår Røde Rævepotes bekymring. Hun har oplevet, hvordan kunsten påvirker børn negativt.

– De har svært ved at sove om natten. De har svært ved at koncentrere sig, når de skal træne deres færdigheder med kastetræ og flinthugning, eller når de går til indsamling og skal lære at skelne de giftige bær fra de gode, siger Rasle Slangehale.

Det er ikke sundt, mener hun, og hun frygter for børnenes mentale helbred.

– Som mennesker er vi tilpasset et liv som jæger-samlere på Mammutsteppen, og vores hjerner er slet ikke udviklet til at håndtere så voldsomme sanseindtryk, som vi får fra kunsten, siger Rasle Slangehale.

Hun forudser, at børnene bliver ensomme og får dårligt udviklede sociale færdigheder, når de ikke kommer ud at lege med andre børn, men isolerer sig i deres egen lille verden med kunst.

– Vi er i gang med et kæmpestort eksperiment med vores fremtid som art, som vi ikke kan overskue konsekvenserne af, siger Rasle Slangehale med formaning i stemmen.

Vi er ikke neandertalere

Ikke alle deler shamanens og hulekvindernes bekymring. Huledekoratør Okkerina Bæverkost, mener ikke, at der er noget at frygte.

– Vi er ikke neandertalere. Vi kan indtage og rumme kunsten. Vi kan nyde æstetikken og forholde os til abstraktioner over virkeligheden, siger Okkerina Bæverkost, som er overbevist om, at kunsten er kommet for at blive.

Hun fortæller videre, hvordan hun og et kollektiv af kreative huleboere arbejder på at forfine kunsten.

– For os er det ikke nok med figurative malerier på hulevægge. Vi vil bringe kunsten ud af grotterne og ud i det fri, siger hun og fremviser en lille figur af en frodig kvinde skåret i limsten.

Foto: Thomas Quine.