Første danske tidsrejsende skuffede efter livsfarlig tur til vikingetiden 4.79/5 (24)

De første tre danske tidsrejsende er rystede og særdeles skuffede efter den første rejse ind i fortiden, som gik til vikingetiden.

– Det blev slet ikke som vi havde håbet. Det viste sig at være en livsfarlig mission.

Så klart kan missionsleder Marcus Lundorf, der tirsdag gennemførte den særdeles hypede første tur med den danskudviklede tidsmaskine Jens Olsen.

Forud for den længe ventede mission gik næsten et årtis arbejde, hvor det med en kraftanstrengelse lykkedes danske videnskabsfolk fra de tekniske og humanistiske fag i samarbejde at skabe verdens første tidsmaskine.

Det første hold tidsrejsende var nøje udvalgt efter deres professionelle kunnen og personlighed og efter deres evne til at udføre missionen at møde Gorm den Gamle og tale med ham om hans forhold til kristendommen og danskheden som grundlægger at det danske kongehus.

De er missionens leder Marcus Lundorf, der er professor i oldtidsstudier og norrønt sprog og TV 2-journalisten og Cand. Theol. Nikolaj Nedernfaren. Postdoc Anita Henriksen fra DTU Space var med for at passe de tekniske systemer i maskinen.

Vildt farligt

Men selvom alt ved eksperimentet var forberedt ned i mindste detalje, så var det tre rystede tidsrejsende, der efterfølgende vendte tilbage til Danmark. Ekspeditionen blev trods deres fine gaver til Kong Gorm modtaget alt andet end venligt i Jelling.

– For det første, så kunne vi som kristne slet ikke få adgang til det område, hvor Jellingstenene står i dag. Det var kun til de asatroende. For det andet, så hånede de min udtale, selvom de selv talte et primitivt oldengelsk, siger Marcus Lundorf.

Størst var nedturen øjensynligt for Nikolaj Nedernfaren, der skulle stå for interviewet med Gorm den Gamle.

– Det lykkedes aldrig at møde kongen, og mit møde med Dronning Thyra blev noget akavet. Hun viste sig at være en primadonna. Hun syntes åbenbart, at jeg famlede lidt for meget omkring hendes bryster, da jeg skulle anbringe den trådløse mikrofon. Thyra valgte så at kløve mit kamera og mit stativ med sit sværd, siger TV 2-journalisten.

Han hævder, at han kun selv undslap med livet i behold, fordi han i al hast og med støtte fra Anita Henriksen flygtede ud af dronningens påklædningsrum.

Han har i øvrigt alt andet end pæne ord at sige om kvinden, der ellers af Gorm blev kaldt Danmarks Pryd.

– Hun er vildt nærtagende. Jeg prøvede jo bare at være sød, selvom hun ikke engang var særligt pæn, siger han.

Nikolaj Nedernfaren prøver nu at overtale arkæologer fra Kongernes Jelling til at udgrave en lavning i en mark knap en kilometer fra de kendte fortidsminder. Her mener han, at de kan genfinde den vielsesring, som han diskret tog af før sit møde med Tyra.

Send frøerne

Holdet af tidsrejsende fraråder nu i skarpe vendinger nogensinde at rejse tilbage til vikingetiden med andet end en svært bevæbnet enhed elitesoldater.

– Det viste sig at være et livsfarligt miljø for danske akademikere. Vikingerne var voldsparate som børnehavebørn lige før frokost. Vi er nødt til at sende Frømandskorpset på næste tur, siger Anita Henriksen, der kun i kraft af sine erfaringer fra ungdomsskolens selvforsvarshold reddede holdet tilbage til maskinen.

– At vi er i live i dag er en præstation i sig selv, siger hun.

Foto: Silar, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Første danske tidsrejsende skuffede efter livsfarlig tur til vikingetiden"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*