Landets skarprettere er rasende, efter minkavlerne har fået kompensation for udslettelsen af deres erhverv.
– Vi har ventet i mere end 100 år, og nu kommer de foran i køen og bliver forgyldt. Det er simpelthen ikke i orden.
Sådan lyder den spontane kommentar fra den danske skarpretter Theodor Seistrup, der repræsenterer de danske skarprettere i brancheforeningen Danske Økseentusiaster. Satyren møder ham inden en foreningens demonstration foran Christiansborg.
Han peger på, at hvis minkavlerne er berettiget til kompensation, så gør det samme sig gældende for de danske skarprettere, hvis erhverv ligeledes blev nedlagt ved lov som følge af en ændring i den offentlige sindsstemning i 1930.
– Vi var udsat for en hetz i årene op til forbuddet mod henrettelser, som betød en væsentlig nedgang i vores arbejdsopgaver. Vi udførte vores arbejde uden at kny. Vi bragte ingen andre end de dømte i fare. Det er jo en helt anden sag med minkavlerne, påpeger Theodor Seistrup.
Billigere løsning på minkavlersagen
Seistrup anfører, at danske minkavlere i årevis stod for uetisk dyrehold i små bure. De bragte med deres produktionsmetoder hele den danske befolkning i yderligere fare, da en dødelig epidemi bankede på døren. Det bliver de nu belønnet for.
– Jeg vil godt sige til Mette Frederiksen, at vi i Danske Økseentusiaster kan levere en billigere og langt mere effektiv løsning problemet med minkavlerne end at betale dyre erstatninger, siger han, og sætter sin kop med brændevin fra sig og begynder i stedet kærligt at klappe sin fem kilo tunge økse med det 50 centimeter brede blad.
Bitter over politiet
Theodor Seistrup er stadig bitter over, at det danske politi selv påtog sig opgaverne med henrettelser under retsopgøret efter Anden Verdenskrig.
Han havde med glæde taget sig af Birkedal og de andre landsforrædere, og han mener, at den danske stat skylder de danske skarprettere stor tak for gennem alle årene at have opført sig loyalt.
– Selvom det nu næsten er 130 år siden, at jeg huggede hovedet af Jens Nielsen, og der siden ikke har været meget ros til vores side, så har vi altid stået med rank ryg og ikke knyet. Derfor synes jeg heller ikke, at minkavlerne skal belønnes for at vride hænder offentligt, siger Seistrup.
Han afviser samtidig at svare på Satyrens spørgsmål om henrettelsen af Anders ‘Sjællænder’ Nielsen, som han måtte bruge tre hug på at skille ad på Lolland i 1882 under Danmarks næstsidste øksehenrettelse i denne omgang.
Mashup: Den Magelige Magister.
Be the first to comment on "Skarprettere raser: Vi vil også have kompensation"