Trods sine 2000 år har Danmarks ældste levende træ, Kongeegen, oplevet forbavsende lidt. Historien har udspillet sig alle andre steder end i en skov i Jægerspris.
Hvis blot de kunne tale? Det spørgsmål stiller vi os ofte, når vi står i ældgamle gader eller i gamle lokaler, hvor historien udspillede sig. Det samme kan man spørge Kongeegen om. I 2000 år har den fra sin lysning i Jægerspris Nordskov oplevet historien passere ubemærket forbi.
– Jeg husker ikke så meget fra dengang jeg var agern og en lille spire, men jeg er sikker. Jeg har aldrig har set en gravid kvinde ride forbi på et æsel, svarer Kongeegen, da Satyren spørger til træets ældste minder, som rækker tilbage til Kristi fødsel.
Faktisk er det overraskende lidt, Kongeegen har oplevet af historiske begivenheder. Folkevandringstiden passerede ubemærket hen. Vikingetiden ligeså. Det samme gælder kristningen af Danmark og Reformationen. Heller ikke oplysningstiden og verdenskrigene bemærkede Kongeegen.
Ingen historiske kendisser
Hvis Kongeegen havde en autografbog, ville den være temmelig tynd, da historiske kendisser i lang tid glimrede ved deres fravær. Hverken Harald Blåtand, Absalon, Christian 4. eller Struensee har besøgt Kongeegen.
Træet mener, at det begivenhedsløse liv kan skyldes, at det står langt inde i en skov i Hornsherred, hvor kragerne vender.
– Bortset fra at en skovarbejder af og til har ladet sit vand op ad min stamme, er det ikke, fordi det vrimlede med mennesker herude, og godt det samme. Hvis jeg havde stået nede ved Roskilde, var jeg nok endt i et vikingeskib. Heldigvis hærgede svenskerne ikke min skov, så jeg blev heller ikke hugget til brænde, siger Kongeegen og tilføjer eftertænksomt:
– Det kan også skyldes, at jeg er et træ. Vi er hjemmefødninge og bevæger os sjældent ret langt, når først vi har slået rødder. Derfor har jeg aldrig opsøgt historiens brændpunkter, og når historiske begivenheder ikke udspiller sig under min krone, så er det vanskeligt at deltage og overvære dem.
Selv en turistattraktion
Alligevel indhentede historien og berømmelsen det gamle egetræ engang midt i 1800-tallet. En dag dukkede en korpulent herre iført dragonuniform og fez op og foranstaltede et gevaldigt postyr, da han sammen med sin ligeså korpulente frue poserede til hest inde i Kongeegens hule stamme.
Det var Frederik 7., og siden er det væltet ind med kunstnere og turister, som vil opleve det gamle træ, som dermed selv er blevet en historisk berømthed.
– Det er meget hyggeligt, da det godt kan være lidt ensomt, nu hvor alle mine venner og nære familiemedlemmer for længst er døde, fortæller Kongeegen.
Træet nyder i dag sit otium og er taknemmelig for den hjælp det får af de søde unge skovarbejdere i træældreplejen.
Foto: Papposilenos.
Be the first to comment on "Historiens øjenvidne: Kongeegen har ikke oplevet en skid"