Reenactor overlever med nød og næppe få måneder i jernalderen 4.81/5 (26)

Efter blot få måneder vender en psykisk nedbrudt reenactor tilbage fra tidsrejseforsøg i jernalderen.

– Fysisk er han hårdt medtaget. Han har tabt sig voldsomt og skal kureres for indvoldsorm. Han har uhelede knoglebrud, og så skal han en tur forbi tandkirurgen. Noget tyder også på, at han er ramt af PTSD, og vi ved ikke, om han får varige psykiske mén. Det tegner alt i alt ikke lovende for vores planer om at kolonisere jernalderen.

Ordene kommer fra professor i tidsrejser ved DTU Space Anke van Tijdreizen. Hun leder projektet SURVIVE, der går ud på at kolonisere kloden i fortidige perioder, hvor naturessourcerne er intakte og forureningen minimal.

– Vi har smadret jorden så godt og grundigt, at fremtiden ligger i fortiden. Derfor haster det med at finde flest muligt egnede tider og steder at genhuse menneskeheden, siger Anke van Tijdreizen.

Hun forklarer, at forskerne nu var klar til at sende et menneske af sted til den danske jernalder, som er en af de mest ugæstfrie tidsperioder og det mest ekstreme forhistoriske miljøer, man kender til.

Trænet af Astronaut-Andreas

Valget faldt på den 42 årige jernalderreaenactor Matthias Ballegrau, som har mange års erfaring fra historiske oplevelsescentre og jernalderfestivaller.

– Til den slags farlige missioner dur kun de mest hårdføre og erfarne, og selv de skal forberedes grundigt. Et er at interagere med ligesindede i en reenactorgruppe og dramatisere jernalderen for børnefamilier. Noget andet er at stå ansigt til ansigt med ægte jernaldermennesker, siger Anke van Tijdreizen.

Derfor tilbragte Matthias Ballegrau et halvt år i Hvolris Jernalderlandsby. Her gennemgik han et hårdt træningsprogram sammen med astronaut Andreas Mogensen, overlevelsesekspert B.S. Christiansen og arkæolog Jeanette Varberg.

Men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt. Efter få måneder måtte missionen, der var planlagt til at vare et år, afbrydes.

Klar til frivillig moseofring

Om sit ophold i jernalderen, siger en rystet Matthias Ballegrau til Satyren, at det var det hårdeste han nogensinde har oplevet. Den daglige kamp for overlevelse på klæg grød af rug i konstant regnvejr og kulde varede længere end jernalderfestivallerne i et oplevelsescenter. Det gjorde livet til en uudholdelig lidelse, og han længes hjem til oplevelsescentrets trygge rammer.

Der var det konstante slid med at grave ler, kline vægge, udvinde myremalmsjern. Læg dertil stanken forbundet med at leve side om side med kreaturer. Det var så frygteligt, at selv de lokale jernalderfolk var fortvivlede.

– Det var faktisk en befrielse, når nabostammerne kom forbi for at plyndre og brænde vores landsby ned. Så så vi vores snit til at gemme os og få nogle fridage, mens vores egen høvding ledte efter os, siger en nedbrudt Matthias Ballegrau.

– Til sidst var jeg nået dertil, at jeg sloges med alle de andre om frivilligt at blive ofret i mosen, inden jeg trykkede på panikknappen og blev hentet hjem til nutidens trygge rammer, tilføjer han.

Erfaringerne betyder, at DTU Space indstiller alle planer om at kolonisere jernalderen.

– Det er alt for farligt at lade mennesker bosætte sig i en tidsperiode, der er så grusom, at selv Danmarks Radio fravalgte den i Historien om Danmark, siger Anke van Tijdreizen.

Foto: Sagnlandet Lejre.

Vurder denne artikel

2 Kommentarer på "Reenactor overlever med nød og næppe få måneder i jernalderen"

  1. Carsten Madsen | 23. juni 2021 ved 9:34 | Svar

    DR’S degradering af jernalderen til et lille historisk bøvs, var faktisk grunden til, jeg ikke så de efterfølgende afsnit af serien, men jeg er da glad for at blive oplyst om DR’S grund dertil.

    • Papposilenos | 23. juni 2021 ved 9:46 | Svar

      Da der ikke var noget om sandsynligheden for homo erecti i danmark inden for de første 10 minutter, boykottede vi hele serien!

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*