Et uafhængigt nævn bestående af internationale eksperter skal nu gennemgå bayeux-tapetet for historisk svindel. Det broderede tapet kan blive erklæret videnskabeligt uredeligt.
Er Bayeux-tapetet en historisk kilde eller en gammel klud, der ikke rummer mere sandhed end ethvert andet halvslidt lommetørklæde?
Det skal en international kommission nu afgøre, efter engelske kilder har beskyldt det historiske klenodie for videnskabelig uredelighed, når det kommer til at fortælle historien om det voldelige magtskifte i England i 1066. Her greb normanneren Vilhelm Erobreren magten efter det berømte slag ved Hastings.
– Vi er nødt til at undersøge, om påstandene om historieforfalskning er ægte, siger Æthelwold Benedictin, der skal stå i spidsen for den nye kommission.
Grebet ud af luften
Bayeux-tapetet er et 70 meter langt vægtæppe broderet af uldgarn. Tapetet viser, hvordan normannerne tilsyneladende ved ærlig kamp overtog magten i England, men det viser ikke de overgreb, som normannerne angiveligt udsatte lokalbefolkningen i England for, og det kan være en krænkelse af den nationale stolthed, siger Æthelwold Benedictin.
– Man har de seneste år tillagt tapetet en stigende betydning som et ægte dokument fra samtiden, der fortæller historien, som den var. Men noget tyder på, at adskillige passager er grebet ud af luften, siger Æthelwold Benedictin.
Han peger blandt andet på en række fabeldyr på tapetet, der angiveligt ikke blev set i samtiden.
Styr på fortiden
At Halleys komet optræder på vægdugen er ikke en garanti for, at alle detaljerne på broderiet beskriver ægte begivenheder.
– Vi er nødt til at forholde os til anklager om historieforfalskning. I en tid med fake news, manipulation og vejrudsigter i Tv på en halv time er vi nødt til i det mindste at have styr på videnskaben i vores fortid. Og her er der virkelig plads til forbedring, siger Æthelwold Benedictin.
Revisionen rækker videre end Bayeux-tapetet. Også friser på græske vaser, en gruppe svenske helleristninger forestillende skibe i bronzealderen uden sejl samt en afbildning af et slag, som Ramses II udkæmpede ved Kadesh skal igennem en kritisk gennemgang af komiteen, da afbildningerne ligeledes kan være videnskabeligt uredelige.
Kommission ventes af afslutte sit arbejde inden julehøjmessen.
Foto: Daniel R. Blume. Flickr.
Be the first to comment on "Uafhængigt nævn skal gennemgå Bayeux-tapetet for uredelighed"