Museum indretter historiske slag i kendte computerspil 4.83/5 (12)

Unge skal lære Danmarkshistorie i deres ynglingscomputerspil. Det mener Museum of Civilizations, der med en millionsatsning nu går efter at genskabe Danmarkshistorien i computerspil.

De unge skal lære Danmarkshistorie. Og de skal gøre det derhjemme ved computeren, hvor de alligevel helst vil være.

Sådan lyder et nyt initiativ fra Museum of Civilizations i Randers, der inspireret af corona-nedlukningen nu bogstaveligt har indstillet sigtekornet efter blomsten af Danmarks ungdom.

– Det er jo ikke fordi, at vi ikke får unge ind på vores museer. De tvinges jo af deres forældre eller af skolen. Men selvom man kan trække æslet til åen, så kan man ikke tvinge det til at drikke. At se de unge på museet var lidt som at opleve zombier og genfærd vandre bevidstløse rundt uden mål og med, mens de havde snuderne nede i deres mobiltelefoner, siger museumsinspektør Arne Gok-Johannesen til Satyren.

-Derfor fik vi en ide: Når de nu er så glade for deres skærme, så lad os kapre dem og give dem bare en smule historisk basisviden, siger han.

Grathe Hede i League of Legends

Helt konkret har Museum of Civilizations satset på de såkaldte mods. Det er små programmer, der ændrer spillene en smule, så man eksempelvis ændrer på handlingen eller tilføjer nye baner.

– Vi har indrettet en række historiske slag i de spil, som de unge allerede spiller. Eksempelvis afvikler vi Slaget ved Svold i Call of Duty, Slaget på Grathe Hede i League of Legends og stormen på Dybbøl i Total War. På den måde giver vi dels de unge noget anderledes underholdning, og vi får samtidig lært dem noget basal Danmarkshistorie, som skolerne har forsømt, siger han.

Han peger på, at der vises en infoskærm i fem sekunder, mens banen loader, hvor fire siders tekst løber hen over skærmen.

– De skærmvandte unge kan sagtens nå at læse det, og jeg skal hilse at sige, at det virkelig gør en forskel i Slaget ved Svold, hvis man får erobret en granatkaster tidligt i spillet, siger den tilfredse museumsinspektør.

Computerspil efterlod stort indtryk

I tidligere generationer har pc-spil som Civilization spillet en stor rolle i historie uddannelsen af de unge, og det er den succes, som museet håber at gentage.

– Civilization gjorde en kæmpe forskel for en hel generation af drenges forståelse af hoplitter og forskellen på katapulter og blider. Og når man ser sig omkring i dag, så har spillet sat et enormt aftryk. For eksempel virker det jo nærmest som om, at illustrationerne på et museum som Trelleborg er kopieret til  spillet. Det vil vi rigtig gerne gentage med kommende generationer ved at give et ordentlig pulver fra Danmarkshistorien direkte i årene på de unge, siger han.

Tidligere har Geodatastyrelsen lagt Danmark ud som et kort i Minecraft – et tiltag, som påkaldte sig international opmærksomhed. Efter få dage valgte styrelsen dog at forbyde brug af sprængstof i spillet, da landet meget hurtigt ændrede udseende, og efterhånden mere lignede månens kraterrige overflade end et bøgebevokset Danevang.

– Erfaringerne har fået os til at satse endnu mere på hårdtslående actionspil. Hvis de unge vil have TNT og raketstyr, så skal jeg dælme sørge for, at de får TNT og raketstyr. Det handler om at få historien ud til flest muligt, der hvor de er. Så må vi senere rydde lidt op i historieforståelsen, hvis der skulle komme nogle misforståelser med ud, siger Arne Gok-Johannesen.

De nye baner ventes præsenteret virtuelt af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ved et Stay Home All Autumn-LAN-party i efterårsferien.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Museum indretter historiske slag i kendte computerspil"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*