Sporene efter de danske besættere af Skåne fjernes. Fremover skal Christian den Fjerdes by Kristianstad bære den svenske kronprinsesse Victorias navn.
De sidste rester af danskervældet i Skåne skal væk. De sidste spor efter Skånes danske undertrykkere skal slettes. Derfor gør Skåne Län op med danskernes overgreb en gang for alle. Det er budskabet i lenets beslutning om at forsvenske gamle danske stednavne i Skånelandene.
En af de byer, som skifter navn, er Kristianstad, som Christian den Fjerde grundlagde i 1614. Den skal fremover bære navnet Victoriastad efter den svenske kronprinsesse.
– En svensk by kan ikke være opkaldt efter en dansk konge, som førte angrebskrig mod Sverige og som undertrykte svenske borgere. Så enkelt er det. Derfor har vi indstillet, at byen opkaldes efter Kronprinsesse Victoria, siger Totte Gnällagreen, som er formand for Skåne Läns Udvalg til Forsvenskning af Tidligere Danske Stednavne i Skånelandene; i folkemunde også kendt som Snaphane-udvalget.
Regningen for nye byskilte har Totte Gnällagren tænkt sig skal sendes til den danske regering.
Navngives efter menstruerende tronfølger
I Kristianstad modtages navneskiftet med blandede følelser. Det fremgår af en rundspørge, som Satyren har foretaget på byens hovedstrøg. De adspurgte talte dog alle med så skånsk dialekt, at Satyrens udsendte ikke forstod et ord af, hvad de sagde, men på deres tonefald og mimik syntes der både at være for og imod.
Hos bevægelsen Sverigefeministerna er forperson Alma Hexäus positivt stemt.
– En svensk by bærer ikke længere navnet på en privilegeret, heteronormativ, hvid mandlig undertrykker, men får i stedet navnet på en menstruerende svensk tronfølger, som måske er lidt for privilegeret, hvid og heteronormativ efter vores kriterier, men det er et skridt i den rigtige retning, siger Alma Hexäus.
Mette Frederiksen beklager dansk besættelse
Den danske regering anerkender Sveriges ret til at omdøbe svenske byer, og statsminister Mette Fredriksen (S) udtrykker sin dybe beklagelse af fortidens synder.
– Jeg er ked af det dårlige historiske rygte, som danskerne har i Skåne. Jeg forstår den svenske vrede. Jeg var slet ikke klar over, at Danmark stod bag så voldsomme forbrydelser mod menneskeheden under den lange besættelse af Sydsverige, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren overvejer nu at skifte efternavn, efter at Satyren har oplyst hende, at hun med sit efternavn hylder en række danske konger, som også gjorde sig skyldige i undertrykkelse af svenske borgere i Skåne
Foto: Kristanstad Kommune.
Be the first to comment on "Skånske Kristianstad skifter navn til Victoriastad"