Tysklands kejser ansætter spindoktor til at rebrande krig 4.57/5 (7)

Den tyske kejser Wilhelm har ansat en kendt spindoktor for at redde den tyske forsvarsvilje i Den Store Krig.

– Det er ikke granatchok, det er postkrigsglædesbegejstring. Og det er ikke giftgas, men myggeværn.

Sådan siger Victor von Rumpelnak, der af den tyske kejser er blevet bedt om at skabe et mere positivt billede på Første Verdenskrig i den tyske befolkning.

– Vi griber proaktivt ind og styrker forsvarsviljen med forbillede i den måde, som man gjorde det samme i middelalderen, siger von Rumpelnak til Satyren direkte fra sit feltkontor, der er opslået ved Hidenburglinjen.

Tilsyneladende, så handler det især om at finde nye navne med positiv energi, der kan give glade billeder i hovedet på befolkningen.

– I middelalderen tog man et frygteligt slagvåben, og kaldte det en morgenstjerne. Og så så folk det som noget positivt. Ligeledes med en kombination af et spyd og en kølle, der blev kaldt en Goedendag, en god dag. Navnene betød, at folk intet havde imod den vold, som våbnene forårsagede. Det var næsten sådan, så de rejste sig fra deres dødsleje, lettede på hatten og svarede: “Tak, god dag til dig også”, siger han.

Sproglig mobilisering

Spindotoren har blandt andet ændret navnet på en gullaschkanon til et gadekøkken. En flammekaster hedder en ukrudtsbrænder. En skyttegrav er blevet en soldater-hule, og pigtråden et nabohegn, mens pikelhjelmen fra nu af hedder en feltpotte.

Det rigtige sprog kan ændre på den måde, som vi ser krigen på. På den måde kan vores armeer beholde deres mandater og fortsætte krigen mod vores fælles fjender, siger Victor von Rumpelnak, og råber ad en menig, der kaldte en håndgranat ved sit navn i stedet for at kalde det en kartoffelstamper.

Han kalder rebrandingen for strategisk kommunikation, og han vil ikke høre tale om, at det er det samme, som man ser i George Orwells bog 1984.

– Selvfølgelig er det lige så lidt Neu Sprache at kalde et granathul for et badebassin, som det er at kalde en losseplads for en genbrugsstation eller finde på skolenavne, der rummer skoler på flere adresser. Det er bare en god måde at udnytte den naturlige udvikling i et sprog til at opnå konkrete kommunikative fordele, siger han og påpeger, at man dermed kan nå langsigtede strategiske mål som for eksempel at vinde krigen.

Indsætter kommunikationskrigere

Von Rumpelnak oplyser desuden, at den nye kommunikationsindsats snart vil udarte sig i et helt nyt korps. Det skal indsættes på frontafsnittene i Frankrig for at italesætte fjenden negativt.

De nye SWOT-teams vil hurtigt finde svagheder i fjendens sproglige forsvar, og se muligheder for at fremme vores mål. Det er utopi at forestille sig, at denne krig kan vindes med våben eller brød, siger Victor von Rumpelnak.

Det er meningen, at de nye korps skal udrulles i december 1918.

Foto: Aerofossile2012, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Tysklands kejser ansætter spindoktor til at rebrande krig"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*