For 5000 år siden bredte stenalderfolk fra Rusland sig til Vesteuropa. Nu gør Putin krav på nyt land.
– Vesteuropa er russisk territorium. Vesteuropæerne kan takke de stridsøksesvingende yamnaya enkeltgravsfolk fra Rusland for at afnazificere de dekandente stenaldernarkomanliberalistterrorister og inkludere dem i et gloværdigt russisk stenalderrige.
Sådan sagde Ruslands præsident Vladimir Putin i en direkte tale til russerne på den statslige TV-kanal дерьмо (lort, red.).
I samme tale lovede Putin med en specialoperation at gøre Ruslands territorium sammenfaldende med Yamnayafolkets udbredelse. Satyrens research viser, at det drejer sig om Norden, Tyskland, Beneluxlandene samt Polen, Tjekkiet, Ukraine og De Baltiske lande.
Satyren ringer forgæves til Nationalmuseet for at få den arkæologiske baggrund udredt. Direktør Rane Willerslev beklager, at museet ikke længere har nogen stenaldereksperter ansat. Han henviser i stedet til sin bror Eske Willerslev, som har styr på det med Yamnayafolket.
Eske Willerslev bekræfter
I første omgang nægter Eske Willerslev at tale med Satyren. Han frygter at ende i et satirisk fake news interview styret af en DNA-fornægter. Han indvilliger dog, da vi forklarer, at Satyren skam er et seriøst satiremedie, som har langt højere etiske standarder end Danmarks Radio.
Eske Willerslev bekræfter en russisk stenalderinvasion, og vi bærer alle Yamnayafolkets gener.
– Ja, den er sgu god nok. Yamnayaerne var oprindeligt et hyrdefolk på de russiske stepper, som invaderede Vesteuropa og slog sig ned. Det er noget lort, at Putin nu bruger det som undskyldning til at starte mere krig, men han har desværre generne på sin side, siger Eske Willerslev.
På Forsvarsakademiet maner militæranalytiker Anders Puch Maxi til besindighed. Han forklarer, at Ruslands militære kapacitet næppe er tilstrækkelig til at udgøre en reel trussel.
– Alle russiske styrker er for tiden optaget af at vinde krigen i Ukraine. Med de tab, Rusland lider, er det et spørgsmål om, hvorvidt Putin har noget militært isenkram tilbage, når krigen i Ukraine er slut, siger Anders Puch Maxi og uddyber:
– Jeg forudser, at han må tømme alle støvede montrer i de russiske museer for stenøkser for at hans soldater overhovedet har noget at kæmpe med.
Velforsynet med stenaldervåben
Satyren kontakter direktør for Vardemuseerne Claus Kjeld Jensen, som er Organisationen Danske Museers nyvalgte formand. Han bekræfter, at magasinerne på de danske museer bugner af flintøkser, stridsøkser, og andre gedigne stenvåben.
Dem er han sikker på, museerne med glæde stiller til rådighed for Forsvaret, og han ser frem til at få ryddet ud i sine egne museumsmagasiner.
– Vi arbejder på at åbne FLUGT, som er et museum med flygtningehistorier. Det vil være rart med lidt mere plads i magasinerne, så vi kan indsamle genstande fra flygtningestrømmen, hvis Putin gør alvor af sine trusler, slår Claus Kjeld Jensen fast.
Satyren har bedt Vladimir Putin om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Foto: Kreml, Wikimedia.
Be the first to comment on "Putins nye krav: Yamnayafolkets ekspansion gør Vesteuropa til russisk territorium"