Robespierre klar til at hjælpe Margrethe 4.88/5 (16)

Fransk politiker står bag en helt usædvanlig udstrakt hånd til det danske kongehus.

– Lad os hjælpe. Vi kan sagtens skabe ro.

Sådan siger den franske politiker Maximilien Robespierre fra Jakobinerne til Satyren ovenpå en kaotisk tid i det danske kongehus, hvor prinse- og prinsessetitlerne uventet blev fjernet fra Prins Joachims børn.

Bagefter gik først Alexandra, grevinde af Frederiksborg, og siden Prins Joachim ud med meget følelsesladede reaktioner på fratagelsen af deres børns titler.

Mens Joachims familiegren ikke forstod, at Dronningen ønskede at rydde op i tildelingen af royale titler i det danske kongehus, så møder den danske majestæt til gengæld forståelse hos Robespierre.

– Vi kender godt til det problem, det er hovedløst at have en stor kongefamilie. Det er dyrt, og kan være farligt, fordi de ikke har opgaver nok, og i stedet selv må finde noget at gå at sysle med. Heldigvis lykkedes det for os at rydde op her i Frankrig, siger Robespierre.

Tætte forbindelser til kongehuset

Han understreger som fransk politiker de tætte forbindelser, som det danske kongehus har til Frankrig.

– Den danske kongefamilie taler fransk. De er franske grever og grevinder. Prins Joachim er gift med en fransk borger, og han er officer i Frankrig. Jeg ser ingen juridiske eller praktiske forhindringer for, at Nationalkonventet kan hjælpe det danske kongehus med at rense ud, siger han.

Han peger på, at netop han har en lang erfaring med både forkortelse af og nedskæringer i antallet af kongelige.

– Jeg vil rose Margrethe for at slå hurtigt til. Problemer med for mange prinser og prinsesser er ligesom en ond tand. Det kan måske gøre ondt, men når de får skåret titlerne af, så har vi fjernet en af hovedårsagerne til de mange problemer, siger han og fortsætter:

– Men så længe de stadig går rundt i samfundet og flasher fine, franske grevelige titler, så vil alle mindes om den konflikt, som de repræsenterer. Her er Margrethe nødt til at vælge en mere definitiv løsning, mener Robespierre, der peger på sin egen konflikt med La Fayette om netop forholdet til de kongelige.

Han foreslår selv, at man behandler spørgsmålet om ‘Joachims Familie’, som han siger, på et offentligt møde på Marspladsen.

– Jeg kan love den danske majestæt, at vi får præcis det resultat ud af mødet, som hun ønsker. Med al respekt: Vi har prøvet det her før. Vi har en vis erfaring, slutter Robespierre.

Litografi:H. Wellcome, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Robespierre klar til at hjælpe Margrethe"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*