Tønder og andre provinsbyer skal forskønnes med udflyttet historisk arkitektur som led i en mere retfærdig fordeling af Danmarks historiske bygninger.
– Skynd dig kom om føje år, Tønder som en storstad står.
Med en let omskrivning af en strofe fra H.C. Andersens hyldestdigt til Jylland, tager Kulturministeriets chef for kulturel udligning Terese Turris imod Satyren, som besøger ministeriet for at høre om Kulturministeriets planer om at udflytte en række ikoniske bygninger fra København til provinsen.
Som noget helt usædvanligt er det ikke regeringen og Folketingets medlemmer, men ministeriets embedsfolk, som har vedtaget udflytningen.
Om den ualmindelige beslutningsproces forklarer Terese Turris, at det politiske vakuum, der er opstået siden folketingsvalget, har tvunget embedsværket til at træffe de politiske beslutninger i stedet for de folkevalgte. Det skal naturligvis foregå helt i deres ånd:
– Beslutningen om at at udflytte den danske bygningsarv er helt i tråd med adskillige regeringers ambitioner om at smadre styrelser, forskningsmiljøer og uddannelsesinstitutioner ved at rive dem op med rode og og flytte dem til verdens ende uden hensyntagen til ansatte og brugere, siger Terese Turris og tilføjer:
– Vores beslutning går på ingen måde ud over nogen mennesker. Ingen kommer til at lide under, at nogle mursten flyttes ud af København for at skabe liv i provinsen. Det viser jo mellem os sagt, at embedsfolk er langt bedre beslutningstagere end politikere.
Erstatter ikke Marsktårnet
Udflytningen af monumenterne sker for statslige midler. En af de bygninger, som ændrer adresse, er Rundetårn, som skifter Købmagergade ud med Tønder.
Det ser de meget frem til i den sønderjyske stad. Det ærgrer dog borgmester Jørgen Popp Petersen, at det ikke skete noget før.
– Jeg lægger ikke skjul på, at vi kunne have sparet udgifterne til Marsktårnet og fået en arkitektonisk perle af et fuglekiggertårn af national betydning. Vi kunne så have brugt de penge, vi betalte Bjarke Ingels, på velfærd, hvis de havde rubbet neglende lidt derovre i København, siger Jørgen Popp Petersen til Satyren.
Hyrer Murer-Kjeld
Flytningen af Rundetårn påbegyndes omgående.
– Vi skal sikre os, at arbejdet er påbegyndt, inden en regering er dannet, og en ny minister tiltræder, siger Kulturministeriets chef for kulturel udligning.
Hun fortæller videre, at ministeriet har hyret Murer-Kjeld fra Lønstrup. Han var manden, som flyttede Rubjerg Knude Fyr.
– Opgaven er i trygge hænder, og jeg beder om forståelse for de ulemper, flytningen vil forårsage på Storebæltsbroen.
Terese Turris forventer, at regeringsdannelsen trækker ud så længe, at Børsen kan nå at komme til Herning og Rosenborg Slot til Nakskov. Ingen har endnu ønsket at modtage Palads Biografen.
Foto: WiredforLego, Flickr.
hm – hvor svært kan det være.
Sav det over for neden – læg det vandret – og tril det så hele vejen til tønder.
God idé, og en fin lille rulleforretning.