Kunstneren Vincent van Gogh overhældte klimaaktivisten Greta Thunberg med solsikkeolie og limede sig fast til hende ved en aktion i Humlebæk.
Politiet har fredag formiddag arresteret den nederlandske kunstner Vincent van Gogh. Det skete under en Fridays for Future skolestrejke på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Til Satyren fortæller vagthavende ved Nordsjællands Politi, at van Gogh, under klimaaktivisten Greta Thunbergs tale til de godt 200 strejkende gymnasieelver, sprang frem og overoverhældte hende med solsikkeolie.
Mens han på gebrokkent dansk råbte: ”uden kunst er menneskeheden fortabt”, limede han sig fast til klimakendissen med superklæbende fiskelim.
Museumsvagter og tililende elever befriede hurtigt Greta Thunberg. Derefter ovemandede de kunstmaleren og tilbageholdte ham, indtil en patruljevogn nåede frem.
Van Gogh siger tak for sidst
Greta Thunberg slap fra overfaldet uden mén. Hun siger til Satyren, at oplevelsen har rystet hende.
– Hvor vover han at tage den slags metoder i brug? Det gavner ingenting at overhælde noget eller nogen med fødevarer og derefter lime sig fast, siger en vred Greta Thunberg.
Hun tilføjer, at den eneste formildende omstændighed er, at van Gogh benyttede økologisk solsikkeolie.
Politiet oplyser om van Goghs motiver, at han med aktionen ville sige tak for sidst til de klimaforkæmpere, som smed tomatsuppe på hans maleri ”Solsikker” på National Gallery i London og derefter klæbede sig fast til værket.
Aktionen var ikke udelukkende en personlig hævn. Van Gogh hævder, at han agerer på vegne af en kunstnergruppe, som vil protestere mod klimaaktivisters stigende tendens til at tage kunsten som gidsel i klimakampen.
Klimaaktivismens ikonoklasmer
I et kommuniké skrevet af kredsen bag van Gogh fremgår det, at klimaaktivisterne alene fokuserer på kunstværkernes eksorbitante økonomiske prissætning; som om kunstens værdi kan måles i penge. Kunstens værdi ligger ikke i det pekuniære. Den består i at skildre verden og naturens skønhed, så mennesket forstår at værdsætte den og passe på den.
Det fremgår endvidere, at klimaktivisterne ikke kender og forstår kunstens sande værdi. De udviser med deres ikonoklasme en gold kapitalfikseret nyttetilgang til kunsten og reducerer den til et objekt på samme måde, som mennesket tingsliggør naturen.
Ekspert i politisk aktivisme ved Roskilde Universitet Hannah Helianthus siger til Satyren, at van Gogh sikrer sig verdens opmærksomhed, når han limer sig fast til klimakampens store ikon Greta Thunberg.
– Det er en genistreg. Alle kender Greta Thunberg , og dermed får aktionen en meget større effekt, end hvis van Gogh hælder noget over Sikandar Siddique og klæber sig fast til ham, siger Hannah Helianthus.
Vincent van Gogh kan se frem til fem stjerner fra kunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld i Politiken. Der havde vanket en stjerne mere, hvis van Gogh havde sænket Thunberg i havnen, erfarer Satyrens kunstredaktør.
Mashup: Mester Ictum.
Be the first to comment on "Van Gogh limer sig fast til Greta Thunberg"