Den gamle By i Aarhus overtager Irma. Det skal trække et nyt købestærkt publikum til museet. Naboer frygter, at københavnske shoppingturister dræber Den Gamle Bys sjæl.
Knap var forargelsen over, at COOP lukker Irmakæden kulmimeret, før Den Gamle By i Aarhus kastede en redningskrans ud og frelste Irmas eksistens.
Over for Satyren bekræfter Den Gamle Bys direktør, Thomas Bloch Ravn, at Irma erstatter Rahbeks minimarked i Tårnborg.
– Museet skal udvikle sig, og tiden er løbet fra købmand Rahbeks bedagede udvalg af margarine, Mariekiks og makaroni. Irma skal indgå i en større strategisk kommerciel udviklingsplan, som på længere sigt vil sikre Den Gamle By et meget højere statstilskud, siger Thomas Bloch Ravn og fortsætter:
– Jeg har i mange år talt for en mere retfærdig fordeling af de statslige museumstilskud gennem en række modeller og beregninger, som viser sort på hvidt, at Den Gamle By er det museum i landet, der fortjener det største statstilskud, siger han.
Hæver entréprisen
Senest har Thomas Bloch Ravn plæderet for, at staten yder størst tilskud til museer med attraktionskraft, som tjener penge, som har samlinger af national og international betydning; har faglig tyngde og rummer særlige kompetencer og ressourcer, der rækker ud over museet selv til gavn for offentlige instanser og private.
Og her passer Irma som hånd i handske, forklarer Thomas Bloch Ravn. Butikskæden højner om noget Den Gamle Bys attraktionskraft.
– Med Irmas ikoniske mærkevaresortiment til overpris får vi en samling, som gavner et købestærkt og prestigehungrende københavnerpublikum bestående af pelsklædte Hellerupdamer, Østerbro speltsegmentet og den kreative Vesterbroklasse til glæde for museets økonomi og Aarhus, siger Thomas Bloch Ravn og uddyber:
– Feasibilityanalyser viser, at vi kan hæve entreprisen med hundrede kroner. Vi sikrer desuden Aarhus Airport stor trafik af Irmahungrende østdanskere, og Den gamle By inspirerer til Aarhus kommende slogan: Old Town. Danish for Development.
Han tilføjer, at Irmahønen bliver Den Gamle Bys nye vartegn. Den vil i døgnets mørke timer lyse over byen og klukkende lægge æg fra taget af Møntmestergården.
Naboer raser
Det er dog ikke alle, som er begejstrede for Irmas indtog i Aarhus.
Satyren har talt med borgere, som udtrykker bekymring for, at publikumssammensætningen vil forandre Den Gamle By. De er bange for en gentrificering, der dræber Den Gamle Bys sjæl, mens demonstrerende naboer frygter, at de skal leve i et helvede af shoppingturister fra København.
– Byen er slet ikke gearet til de valfartende masser fra Djævleøen. Hvad bliver det næste? Skal Café Sommersko og Café Norden genåbne i Den Gamle By, fordi vi skal lefle for eliten i København, siger en anonym demonstrant til Satyren.
Thomas Bloch Ravn afviser kritikken, men han udelukker ikke, at Irma får følgeskab af andre.
– Med tiden bliver alt jo historisk, slutter han.
Mashup; Den Magelige Magister.
Be the first to comment on "Irma reddet: Flytter ind i Den Gamle By i Aarhus"