Drama i København: Skyder Victor Granberg og hans ballon ned 4.89/5 (19)

Den svenske ballonskipper Victor Granberg måtte nødlande, efter han blev ramt af kanonild fra Kastellet, som fejlagtigt troede, det var en prøjsisk efterretningsballon.

Det lykkedes heller ikke i tredje forsøg for den svenske ballonskipper Victor Granberg at gennemføre sin ballonflyvning fra København til Svenskekysten. Knap var han kommet fri af byens tage, før mandskabet på Kastellet skød ham og ballonen ned med et velplaceret skud fra en kanon. Det skete for øjnene af mange hundrede københavnere. De var troppet op for at se, om han denne gang havde succes med at komme af sted.

På kort tid mistede ballonen sin opdrift, og Granberg måtte nødlande i Øresund ud for natmændenes udtømningssted. Ballonskipperen og hans besætning slap fra nedskydningen med livet i behold. De er efter afvaskning og desinficering indlagt til observation på Frederiks Hospital i Bredgade.

Frygtede Granberg var prøjser

Kastellets kommandant Christian Lunding bekræfter over for Satyren, at han gav ordre til at skyde ballonen ned.

– Jeg  havde ikke modtaget anmeldelse af endnu en opstigning fra Granberg. Derfor gav jeg af sikkerhedsmæssige årsager kanonér Frederiksen befaling om at åbne ild, siger kommandant Lunding og forklarer motivet:

– Vi frygtede, det var prøjserne, som gennemførte en gedulgt overflyvning af København for at udspionere hærens optiske telegraf og tage daguerreotypier af byens befæstning forud for et angreb på Kongeriget og Hertugdømmerne. Derfor ønskede jeg ikke at løbe nogen risiko.

Med ordene: ”det gik så ved Gud heller ikke denne gang, Granberg”, beklager Lunding nedskydningen af det svenske ballon-es. Han betegner det som et ulykkeligt tilfælde.

Satyren kontakter den prøjsiske gesandt i København, Freiherr von Lummerknecht, for at høre, om Granberg står i prøjsisk tjeneste. Allerede inden vores udsendte får et ord indført, raser han spruttende over den åbenlyst fjendtlige nedskydning af en vildfaren civil prøjsisk vejrballon, hvis eneste formål var at sikre civil skibsfart.

Danskjävlar

Da Satyren forklarer gesandten sammenhængen, vender han på en tallerken. Han benægter, at Prøjsen nogensinde har sendt så meget som et par vildfarne mamelukker taget af vinden ind over Danmark. På grund af den slet skjulte danske provokation vil han indstille til, at Prøjsens marine gennemfører en storstilet øvelse i farvandet omkring Bornholm.

Det er lykkes Satyren at opsøge den uheldige ballonskipper, som for tredje gang i træk mislykkede med sin ambitiøse ballonfærd over Øresund.

Granberg nægter at tale med pressen. Han ser olmt på Satyrens udsendte og hvæser med sammenbidte tænder fra sin sygeseng:

– Danskjävlar!

Illustration: Ukendt kunstner.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Drama i København: Skyder Victor Granberg og hans ballon ned"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*