Hemmelig rapport fra Pentagon viser, at amerikanere forklædt som russere invaderede Ukraine for at genvinde verdensherredømmet.
Hvad der i årevis har været en udbredt og alment accepteret kendsgerning på sociale medier og internettet, kan Satyren nu bekræfte fra officiel side.
I 25 året for Ruslands invasion af Ukraine afslører Satyren på baggrund af en lækket rapport, at det var amerikanere, der forklædt som russiske soldater og med kopieret russisk materiel invaderede Ukraine. Dermed frikendes Rusland, men ikke landets forhenværende og nu afdøde præsident Vladimir Putin og hans støtter.
Satyren er kommet i besiddelse af en hemmeligstemplet krigsudredning fra det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon. Sort på hvidt beviser den, at alene USA var ansvarlig for den dybt ulykkelige krig, der førte til Ruslands opløsning som selvstændig stat.
Putin var amerikansk agent
En anonym kilde i Pentagon bekræfter rapportens ægthed over for Satyren. Kilden forklarer, hvordan den amerikanske regering snørede hele verden.
– Det russiske militær var dengang så gennemført korrupt, at CIA helt ubemærket kunne overtage kontrollen med det russiske forsvar. Det samme skete med Ruslands våbenindustri, alle medier og den civile ledelse, siger kilden og uddyber:
– Hele den russiske ledelse bestod af amerikanske agenter. Forsvarsminister Sjojgu og hærchef Gerasimov var to tredjegenerations russere og varietekunstnere fra Texas, som fik deres livs optræden, mens chefen for Wagnergruppen, Jevgenij Prigozjin, var en falleret skuespiller og mest kendt for filmen ”Horny Old Men 4″. Alle uden undtagelse, selv Putin, var amerikanere.
Satyren har i rapporten set dokumentaiton for, at Vladimir Putin før sin vej til magten i Rusland arbejdede som disponent i en grøntafdeling i en Walmart i Chicago.
Amerikanske straffefanger i kamp
Ifølge rapporten lykkedes det amerikanerne at indsætte amerikanske officerer i alle nøglepositioner.
– Det var nødvendigt for at gøre hæren funktionsdygtig. Amerikanske våbenproducenter fremstillede derfor også kopier af russisk materiel, som faktisk fungerede nødtørftigt, fortæller kilden og fortsætter:
– Pentagon tømte amerikanske fængsler og indfangede samtlige amerikanske hjemløse. De fik et lynkursus i at bælle vodka og betjene en AK 47. Det handlede om at have en nogenlunde sammenhængende styrke, som var mere pålidelig end de indfødte tropper, men dårlig nok til at tabe krigen.
På et felt var russerne dog overlegne. Da det kom til afmontering af hårde hvidevarer, voldtægter, drab og massakrer på civile var de russiske soldater naturtalenter. Dem kunne amerikanerne ikke hamle op med, fremgår det af Pentagons rapport.
Genoprettede verdensherredømmet
Formålet med det hele var at slide Rusland op i en krig, der samtidig rystede NATO-landene, så USA igen kunne opnå fuld kontrol over verden og sikre våbenindustrien en høj omsætning.
Og det gik bedre end planlagt, afslører rapporten. På kun tre år havde Rusland nedkæmpet sig selv og var i opløsning. NATO var skræmt på plads, og en marionetregering indsat i Ny Washington (tidligere Moskva, red.).
Dermed var vejen banet for den langt større operation “Great Wall Down”, som på få år tvang Kina ind under Taiwan, afslører den hemmelige rapport.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra USA’s præsident Elon Musk.
Foto: Wikimedia.
Be the first to comment on "Satyren afslører: USA stod bag Ruslands invasion af Ukraine"