For mange kirker er viet til og opkaldt efter mandlige martyrer. Det vil Kirkeministeren gøre op med. Fra 2030 skal 40 procent af kirkene være opkaldt efter kvindelige helgener.
Mænd fylder stadig meget i Folkekirken. For meget mener kirkeminister Louise Schack Elholm (V), og det vil hun nu gøre op med.
– Heldigvis er andelen af kvindelige præster så stor, at vi kan tale om fuld ligeberettigelse blandt præster. Det samme gælder i menighedsrådene, mens kønsfordelingen blandt biskopperne går i den rigtige retning, men på et punkt mangler vi at få ligestillingen helt i hus, og det er kirkernes navne, siger Louise Schack Elholm.
Alt for mange kirker er viet til en mandlig helgen, men det skal være slut. Ministeren har en ligestillingsplan parat. Den indebærer, at mindst 40 procent af alle kirkerne i 2030 skal være viet til en kvindelig helgen.
Biskoppernes beslutning
Hvilke kirker, der skal skifte helgen, og hvem de skal opkaldes efter, blander Kirkeministeren sig ikke i. Det lader hun være op til biskopperne.
Forteolog for Det Biskoppelige Helgenudvalg, Kirsten Mahrtür siger til Satyren, at biskopperne tager ministerens beslutning til efterretning.
– Kirkerne blev opført, mens Danmark var et katolsk land og viet til katolske helgener. Dem gjorde vi arbejdsløse med reformationen i 1536. For en reformert Lutheraner har den slags ingen betydning, og set ud fra et teologisk synspunkt, er der ingen alarm. Det er kun et navn, siger Kirsten Mahrtür.
Fra Sankt Peder til Sankt Katarina
Næstved er udpeget som den første by til kirkelig kønsskifte. Byen har to middelalderkirker, Sankt Peder og Sankt Morten, men fremover skal Sankt Peders Kirke hedde Sankt Katarina opkaldt efter en kristen martyr, som blev halshugget i Egypten.
Det er ikke noget, som alle i Næstved bryder sig om.
– Den har altid heddet Sankt Peders kirke. Det er noget værre pjat, at den nu skal helliges en eller andet kvinde, jeg aldrig har hørt om, siger pensionist Gerda Larsen, som Satyren møder i Kindhestegade.
Andre ser gerne konceptet udvidet.
– Hvorfor kun kristne helgennavne? hvorfor ikke også buddhistiske helgener og naturreligionshelgener, spørger spirituel vejleder Glad Morgenfugl, som Satyren taler med i Daases Slippe.
Magnus Heunickes far er glad
En i Næstved er dog mere end hundrede procent positiv.
– Jeg synes, det lyder som en fantastisk idé. Vi lever i 2023, og det er med til at sætte Næstved på landkortet som en progressiv by. Det vil tiltrække turister, lyder det storsmilende fra Magnus Heunickes far, som også er Næstveds tidligere borgmester, da Satyren fanger ham midt i en hotdog i grillbaren på torvet.
Han er også forhenværende medlem af Sankt Peder Kirkes menighedsråd, og det er han stolt over.
– Det er et dygtigt menighedsråd, som allerede har gjort den kommende Sankt Katarina Kirke landskendt i medierne oven på en sag om et par malerier af kunstneren Thomas Kluge, som fik en guldkant, siger Heunickes far.
Foto: Leif Jørgensen, Wikipedia.
Be the first to comment on "Kirkeminister varsler reform: Flere kirker skal vies til kvindelige helgener"