Mordgåde opklaret: Grauballemanden er den afdøde kommunist Røde Wilfred 4.8/5 (10)

Foto: Moesgaard Museum, Malene Thyssen

Et DNA-match bekræfter nu, at Grauballemanden med sikkerhed er den danske kommunist, Røde Wilfred, der forsvandt 1. maj 1921.

Det er ikke Røde Kristian, men i stedet hans fætter Røde Wilfred.

Sådan lyder den overraskende melding om Grauballemanden fra Moesgaard Museum i en pressemeddelelse, efter museet endelig har fundet bevaret DNA i det gamle moselig.

Dermed kan museet fastslå, at der som hidtil antaget ikke er tale om en mand fra jernalderen, men i stedet om en mand, der formodes at være blevet dræbt under en arbejdskamp 1. maj 1921.

– Vi havde en formodning om, at vi måske var kommet til at bruge gammelt  moseslam presset ind i liget til vores C14-analyse. Og det kan man sige, at vores DNA-match bekræfter, siger direktør Mads Kähler Holst fra Moesgaard Museum.

Det er Røde Wilfred

Det er ikke totalt overraskende for museet, at der ikke er tale om en person fra den fjerne fortid. Allerede da Grauballemanden blev fundet i foråret 1952, indledte de lokale politimyndigheder en kriminalteknisk undersøgelse af fundet. 

Dengang formodede man, at det var resterne af den socialt udsatte Røde Kristian fra lokalområdet, der var forsvundet i slutningen af 1800-tallet. Nu viser det sig imidlertid, at der er tale om de jordiske rester af Røde Kristians fætter, arbejderlederen Røde Wilfred. Han var kendt for blandt andet sin meget voldsomme agitation under påskekrisen i 1920.

– Han var meget rød og direkte i sin snak. Han viste folk, hvorfor de skulle slås. Det var klart en mand, der havde mistet barnetroen. Han ville ikke have flere narresutter, han ville have aktion og var ikke bange for at føre an,  siger Mads Kähler Holst, og kommer med flere eksempler på, hvordan Røde Wilfred opfordrede til vold mod blandt andet bagmænd, troende og bolighajer, som han mente gemte sig bag guldfisk og lakajer. 

Mads Kähler Holst oplyser, at der uden tvivl er tale om en drabssag, da Røde Wilfred har fået skåret halsen over. Den vil dog ikke blive efterforsket af det lokale politi, da formodningen er, at drabet er begået for mere end 100 år siden. Det vil derfor næppe lykkes at finde en eller flere gerningsmænd i live.

– Det er nærliggende at formode, at en opfordring til at starte en strejke blandt arbejderne i tørvemosen er blevet håndteret ret resolut af en lokal arbejdsgiver. Røde Wilfred havde fået sin hals skåret over. Men hvem der gjorde det, det er et mysterium, som vi nok aldrig får opklaret, siger han.

Stadig et meget vigtigt fund

Selvom det nu er bekræftet, at der er tale om resterne af en afdød kommunist

og ikke en kvægtyv fra jernalderen, så betyder det dog ikke, at museet vil skille sig af med liget i form af en begravelse.

Tværtimod.

– Der er kun få eksemplarer af afdøde og mumificerede kommunister i hele verden, så der er tale om et meget sjældent fund, som offentligheden også har meget stor interesse i at se, siger han og peger på hvordan folk fortsat strømmer til for at se mumierne af Lenin og Mao.

– Rigtige kommunister er i dag en uddød race på vores planet. Det gør dette fund helt unikt. Og mens velbevarede moselig i Nordeuropa er ret almindelige, så er der ikke andre velbevarede kommunister, siger Mads Kähler Holst.

Han oplyser, at Moesgaard nu vil tage kontakt til Arbejdermuseet i København for at oplyse dem om fundet. I den forbindelse vil de bede om at låne mindst én af museets mange Lenin-statuer til den nye udstilling af Grauballemanden.

Foto: Moesgaard Museum, Malene Thyssen. Wikimedia Commons.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Mordgåde opklaret: Grauballemanden er den afdøde kommunist Røde Wilfred"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*