Vikingefamilie flygter fra hektisk byliv i Hedeby 5/5 (20)

Foto: Kai Erik, Flickr.

Drømmen om et simpelt liv uden stress og jag får familie til at flytte fra Hedeby til fredeligt udkantsområde ved Øresund.

Flere og flere vikinger drømmer om at forlade Hedeby. Huspriserne er højere end Odins ry og Frejas skønhed. De får stress af den hektiske storbytilværelse, mens boligskatter og de vilde priser på brændsel og livsfornødenheder på byens markeder ruinerer dem.

En af dem, som gør alvor af drømmen, er familien Heimdalsson. Ved næste nymåne flytter pottemager Dan Heimdalsson og hans hustru Gunhild Gydesdatter med deres børn Frigg og Torkild til et lille nyanlagt kollektiv ved en naturhavn på Øresundskysten.

– Vi ved, at det er den yderste afkrog af Danerkongernes rige, men der, hvor vi er i vores liv lige nu, er det perfekt at flytte til fredelige omgivelser på et sted, som aldrig bliver nogensinde bliver hipt, siger Gunhild Heimdalsson og tilføjer:

– Der er højt til himlen. Vi kan høre fuglene synge, fordi der ikke er larm fra håndværkere, råbende sælgere og bimlende kirkeklokker. Vi bliver heller ikke syge af røgpartikler fra osende smedjer og skidt fra snavsede uhumske gyder.

Udgårdsråbende boligpriser

 Dan Heimdalsson fortsætter, hvor hans viv slap.

– Boligpriserne er nogle helt andre end i Hedeby. Med min indkomst havde vi råd til at sidde i et grubehus med kammer, men på Sjølunds sletter får vi for samme pris et nøgleklart fyrre fods typehus med ildsted-alrum og alle moderne bekvemmeligheder, siger Dan Heimdalsson.

Den lille familie ser frem til at leve mere i pagt med naturen. Gunhild Gydesdatter glæder sig til at dyrke kvan, ramsløg og kål i den lille have, så de stigende forbrugerpriser ikke rammer den lille familie så hårdt.

Hun fortæller, at børnene kan lege frit. Det savner hun, at de kan i Hedeby, hvor det er svært at få børnene passet, hvis man er medhjælpende hustru.

 – Vi var skrevet op til en skovbørnepasningsordning, men der er meget lang ventetid, og det er svært at skaffe ordentlige pasningstrælle. Nu glæder vi os til at lade ungerne boltre sig i det fri, siger hun smilende.

Savner ikke kulturlivet i Hedeby

Familien kommer ikke til at savne bylivets mange muligheder.

 – Man kan jo snart ikke til at sparke sig frem for gadekøkkener, tiggere, musikanter og kristne, som vil kapre medlemmer til deres religiøse sekt. Det er alt for overfladisk og intetsigende, fortæller Dan Heimdalsson.

Han undværer gerne byens forlorne kulturliv og festivaller som Hedeby Hel og plyndringsfester som Vikingstortion. Heller ikke forestillinger, hvor mænd klædt ud som valkyrier optræder for børn, vil han savne, og som Hedeby Fuldbersærker spiller for tiden, er han også gerne dem foruden.

Foto: Kai Erik, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Vikingefamilie flygter fra hektisk byliv i Hedeby"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*