Irland kræver skibsvrag udleveret fra Vikingeskibsmuseet 4.67/5 (12)

Foto: Richard Mortel.

Skibsvrag udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde er bygget i Irland. Nu forlanger den irske regering vraget leveret tilbage. Kulturministeren siger nej og øjner stort forretningspotentiale.

”Irsk kulturarv hører hjemme i Irland”.

Med disse ord indleder den irske kulturminister Catherine Martin et brev til sin danske kollega Jakob Engel-Schmidt (M) med krav om, at Danmark skal udlevere og repatriere et vikingeskibsvrag fra Roskilde Fjord.

Der er tale om vraget af et skib, hvor naturvidenskabelige undersøgelser af træet har vist, at det blev bygget i Dublin. Det skete i 1042, og det smukke krigsskib skulle i en menneskelader krydse Det Irske Hav, Nordsøen og Skagerak med sin besætning af stolte krigere på togt, inden det endte med at blive sænket i Roskilde Fjord, hvor det indgik i en undersøisk spærring, som skulle gøre det besværligt for en fjendtlig flåde at angribe Roskilde.

I 1962 udgravede arkæologer skibet, som siden hen har været udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Irsk ejendom

I den irske anmodning om udlevering hedder det videre:

”Skibet var irsk ejendom, som uretmæssigt blev taget af danske vikinger. En officiel dansk undskyldning og udlevering af vraget vil være en forsonende gestus og en lille kompensation for de overgreb og lidelser, som danske vikinger uprovokeret udsatte den irske befolkning for”.

Vikingeskibsmuseet har ingen kommentarer til det irske krav, men det har  kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Han går i en forsvarsposition, som er British Museum værdig  og afviser at tilbagelevere noget som helst.

– Skibet er fundet og udgravet i Roskilde Fjord. Det er et vrag, jeg er rigtig stolt af, fordi det bidrager til at øge den milliardomsætning, som vikingerne skaber sammen med andre spillere i kulturbranchen såsom  opera, festivaller,  Professor Olsens Spilleland og båd- og havetrampolinbranchen, slår Jakob Engel-Schmidt fast.

Ifølge ministeren viser det, at hans irske kollega har læst hans kulturpolitiske redegørelse og opdaget, hvilken cash cow vikingerne er, og nu vil hun have del i kagen. Det viser, hvor innovativ dansk kulturliv er, og hvor vilde udlandet er med den danske kulturindustri, mener han.

Retter ryggen

Det har åbnet hans  øjne for, at Danmark endnu ikke har fået  det fulde udbytte af sin vikingefortid.

– Jeg fik den idé her til morgen, mens jeg barberede min isse, at der er et stort uudnyttet forretningspotentiale i vikingetogter. Danmark har en stolt tradition for at bygge træskibe. Derfor skal iværksættere i gang med en produktionen af vikingeskibe. SAS trues af konkurs, men vi kan redde SAS og bruge selskabets kompetencer som transportør til at arrangere vikingetogter. På den måde bliver Skandinaviens største flyselskab og værftsbranchen også en del af dansk kulturliv, siger kulturministeren.

Han peger på, at man får sendt en masse  danskere ud at sejle. Det gavner folkesundheden. De får frisk luft. De får motion af at ro, plyndre og hærge, og de får en masse historisk viden, som gør dem til dannede og oplyste mennesker. Samtidig får staten et stort skatteprovenu af de værdier, de plyndrer sig til i Dublin, London og Paris, som kan geninvesteres i kulturlivet.

– Der er grund til at rette ryggen, lyder det fra en stolt Jakob Engel-Schmidt.

Foto: Richard Mortel, wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Irland kræver skibsvrag udleveret fra Vikingeskibsmuseet"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*