Borgere i Korsbæk og landets Matadorfundamentalister sprutter. De forlanger Satyren straffet for krænkende billeder, mens andre vil afbrænde Matadormanuskript i Fernando Møghes anlæg.
Vreden koger i Korsbæk og blandt landets Matadorfundamentalister. Byen er en kortluntet krudttønde, som kan eksplodere når som helst. De første har grebet til selvtægt, oplyser byens politimyndighed Sofus Betjent til Satyrens udsendte.
Ukendte gerningsmænd har smurt døren til Satyrens Korsbækredaktion ind i karbid. De har smidt hestepærer ind ad døren og sprængt redaktionens postkasse i luften med en sejlgarnsbombe.
– Jeg frygter det kommer til håndgemæng med blodnæser og sæbeøjer til følge. En kørestolsbrugende ældre borger har allerede slået ud efter ansat på Satyren med en stok og beskyldt ham for uterlighed, siger Sofus Betjent.
Krænkende billeder
Forargelsen skyldes en serie satiriske billeder af byens spidser og velbjærgede borgere, som Satyren forleden bragte på et socialt medie.
Dem kalder frontfigur for Korsbæks bedre borgerskab, Konsulinde Holm, for svinske og uanstændige, mens Foreningen af danske Matadorfans betegner det som utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.
Det afviser Satyrens lokalredaktør i Korsbæk.
– Det er satire for Helvede. Vi har ytringsfrihed, og den bruger vi, så længe det giver os likes og følgere på de sociale medier. Vi har ret til at bringe bornerte borgersnuders pis i kog, så det gør vi, siger lokalredaktøren til sin kollega fra Satyren.
Blandt ofrene for de krænkende billeder er bankdirektør Varnæs, men han træffes ikke. Han er gået op for at lægge sig, meddeler fru Varnæs på et hånddekoreret postkort sendt med bud. Manufakturhandler Skjern ser sig imidlertid ikke som offer. Han øjner et forretningspotentiale og har sat sin søn Daniel til at kreere en kollektion forud for sin tid.
Booster omsætningen
Heller ikke Jernbanecaféens bestyrer Severin Bolt føler sig udskammet.
– Nej, op i revyen med det. Gæsterne vælter ind. De bestiller noget, de kalder for flat white, cortado og longo og betaler tre gange så meget som for en kop fra Madam Blå. Det er helt vildt, siger Severin Bolt, der nu vil tituleres barrista.
Blandt byens menige borgere er forargelsen stor. Satyrens udsendte erfarer, at landsretssagfører Skjold Hansen arbejder på et sagsanlæg, men man møder også mere afdæmpede reaktioner.
– De skulle skamme sig. Tænk at hidse sig så meget op over så lidt, siger spillelærerinde frk. Elisabeth Friis, som nyder en kop kaffe med æblekage i Jernbanehotellets restaurant.
– Det er jeg principielt enig med Dem i, frk. Friis, men det skader ikke at tage lidt hensyn til andre. Ytringsfriheden giver ikke ret til at håne sine medmennesker, formaner hendes ledsager byens læge dr. Louis Hansen.
Planlægger manuskriptafbrænding
Lige nu ulmer uroen i Korsbæk, og det kan bryde ud i lys lue i weekenden.
Sofus Betjent refererer rygter. En dagdriver med højreradikale tilbøjeligheder, der kalder sig Holger, agter at afbrænde manuskriptet til Matador og råbe uartigheder om seriens skaber Lise Nørgaard ved en demonstration i Fernando Møghes anlæg.
Han er ifølge betjenten vred over, den usle måde hans karakter fremstilles på i Matador.
– Det bliver rigtig grimt, hvis aggressive elementer fra det ekstreme Matadorfanatikermiljø møder op, siger en bekymret Sofus Betjent, som har anmodet byens kaserne og Oberst Hackel om assistance.
Satyren følger begivenhederne og agter at kaste benzin på bålet for at skabe yderligere drama.
Mashup: Mikkel Petersen.
Be the first to comment on "Korsbæk og Matadorfanatikere raser: Utilbørlig omgang med hellige symboler"