Kristning af de vantro og en rask lille militær specialoperation i Det Hellige Land. Sådan vil Richard Løvehjerte en gang for alle afslutte den uendelige konflikt mellem Israel og Palæstina.
– Fra floden og til havet. Hele Det Hellige Land skal erobres og kristnes, så der langt om længe bliver fred.
Så kort og præcist formulerer Englands konge Richard Løvehjerte sin vision og mission for en politisk nyordning af Det Hellige Land. Det har i flere generationer været hjemsøgt af krig og terror mellem israelere og palæstinensere med had, undertrykkelse og lidelse i kølvandet.
Og nu skal det høre op, slår Englands konge fast. Han afviser flere diplomatiske forhandlinger. I stedet skal landet erobres med våben i hånd af fromme riddere sendt som Messias fra vest.
– Oslo-aftalerne og samtlige andre fredsaftaler har spillet fallit. Alle forsøg på at mægle mellem de to parter er endt uden resultater, men det jo, hvad man må forvente af vantro og (censureret af red.) hunde og fanatiske (censureret af red.), siger Richard Løvehjerte.
– Med terror skal terror bekæmpes. Det kan kun gå for langsomt. Hedninge forstår kun et sprog, og det er sværdets oplysende og gudfrygtige tale. Om der skulle ryge nogle israelere og palæstinensere, så dør de for Guds retfærdige sværd, mens resten går en lykkelig tid i møde som kristne i Guds eget land, uddyber han.
Løvehjerte afviser, at der er tale om et korstog. Han kalder det i stedet for en hellig specialoperation.
En plads i Himmerige
Richard Løvehjertes specialoperation bakkes op af Vatikanets Paveråd. Til Satyren siger talspave Urban den Femte, at Pavestaten bifalder initiativet.
– Det er enhver kristen mands pligt at bekæmpe hedninge og Djævlens værk for ad den vej skabe fred, sikkerhed og mellemmenneskelig harmoni. Jeg lover en plads i Himmerige til alle rettro mænd, som gør deres kristne pligt og mister livet derved, siger talspave Urban.
Frankrigs Konge Filip den Anden og Den tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa støtter og roser Richards Palæstina-strategi.
– Det er en velgennemtænkt og fremsynet plan. Den er fostret af sand kristen næstekærlighed og skabt af den særlige retfærdighedssans, politiske tæft og militære styrke, som kendetegner Aftenlandet. Missionen bliver en ren badeferie, siger Frederik Barbarossa.
Han har sørger for ekstern finansiering af specialoperationen.
– Jeg har iværksat en indsamling blandt kejserrigets jødiske borgere, som skal dække udgifterne til vores fredsskabende indsats. Det er min overbevisning, at de med glæde vil bidrage til, at vi sætter styr på røverreden, tilføjer Kejser Barbarossa.
Dansk deltagelse
Mobiliseringen er sat i værk. Kampklare riddere melder sig begejstret i hobetal. Der er tale om en stor operation, men der hersker ikke fuld konsensus om de strategiske mål..
I følge kilder tæt på monarkerne er der ikke enighed om, hvorvidt hele landet skal erobres, eller Jerusalem skal have særstatus. Når det gælder en plan for den kommende overhøjhed over Det Hellige Land, står de allierede parter stadig langt fra hinanden. Det er heller ikke lykkedes at opnå aftaler med Konstantinopel, som skal åbne sikre transportveje eller med Venedig om søtransport af de kamplystne riddere.
Satyren erfarer, at fra det danske kongehus deltager Prins af Danmark Svend Svendsøn som frivillig i den forestående hellige specialoperation.
Illustration: Emil Signol.
Be the first to comment on "Richard Løvehjerte: Militær specialoperation skal løse Israel-Palestina-konflikten"