Enkedronning Margrethe den 2. flytter til Nykøbing Falster 4.11/5 (53)

Mashup: Mester Ictum.

Nykøbing Falster bliver igen enkedronningernes stad, når Dronning Margrethe flytter til byen og bosætter sig i biografen, der bygges om til Nykøbing Ny Slot.

Engang var Nykøbing Falster enkedronningernes foretrukne stad. Erik Klippings mor Margrethe Sprænghest og Christian den 4.’s mor Dronning Sofie nød begge deres otium i byen. Og snart får Nykøbing Falster igen status af enkedronningesæde.

Det sker, når Hendes Majestæt Dronning Margrethe forlader Amalienborg til fordel for købstaden ved Guldborgsund.

– Jeg har valgt at fraflytte Amalienborg, så Kronprins Christian kan få sin egen bolig i Christian den 9.’s Palæ. Det er jo svært for de unge mennesker at finde en ungdomsbolig nu om dage. Derfor følger jeg den gamle tradition, at enkedronningerne finder sig et roligt sted og nyder deres alderdom langt fra København. Jeg vælger Nykøbing Falster, som også var mine forgængeres foretrukne enkeresidens, siger Hendes Majestæt.

Hun tilføjer, at hun på den måde også undgår at blande sig for meget i Kong Frederiks sager.

Biograf bliver kongeligt slot

Kulturministeriet, der har ansvaret for vedligehold af de kongelige boliger, har handlet hurtigt og fundet en passende bolig til Dronningen.

– Desværre er det ikke muligt at genskabe det prægtige Nykøbing Slot, som for længst er revet ned, men vi har i en hurtig handel sikret os byens biograf. Den ligger på Slotsbryggen, hvor slottet i sin tid lå, siger Slots- og Kulturstyrelsens ejendomschef Sandra Schloss til Satyren.

Biografen  gennemgår en større ombygning, inden den indvies som Nykøbing Ny Slot. Bygningen får monteret tårne og balkoner, og biografens store sal indrettes til riddersal, mens de øvrige sale indrettes til beboelse. Den største udfordring bliver dog at fortrænge den tunge lugt af popcorn, som hænger i huset.

Glæde i Nykøbing Falster

I Nykøbing tager de begejstret imod nyheden om byens nye royale status, og borgmester Simon Hansen glæder sig til at byde Hendes Majestæt velkommen.

– Jeg er stolt over, at Hendes Majestæt flytter til Nykøbing, og jeg ser frem til det løft, hun giver byen, som mest er kendt for sukker og Mark O. Madsen, siger borgmesteren. Han tilføjer, at et enigt byråd som en gestus til Majestæten har vedtaget, at Frederik den 9.’s bro, som forbinder Falster med Lolland, fremover hedder Fars Bro.

På værtshuset Slottet er stamgæsterne også positivt stemt.

– Daisy-damen skal da være hjertelig velkommen til at slå måsen i sædet, drikke en bajer og tage en pot billard med gutterne. Jeg har hørt, at hun har styr på både hof og baller, siger stamgæsten Per og griner.

Det nye bysbarn vækker dog også bekymring. Landmanden Arne, som Satyren møder foran Olsens smørrebrød på Torvet, er bekymret for, om Falster igen bliver krongods og Dronningens ejendom.

– Jeg håber, hun får en apanage, hun kan leve af, så jeg kan beholde mine 500 hektar i Horreby, siger Arne.

Hoffet ønsker ikke at oplyse, hvornår Dronningen flytter, men Satyrens kilder i flyttefirmaet Holger Danske fortæller, at Kongehuset har booket samtlige biler den 16. april i år.

Mashup: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Enkedronning Margrethe den 2. flytter til Nykøbing Falster"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*